Så er de her: Pebernødder med fårekyllinger
To københavnske kvinder står bag en række nye, sprøde snacks - med 20 procent insekter i. Det fortæller TV2 Lorry.
Iværksætterne Jessica Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdóttir har stiftet virksomheden Dare, som er klar med daddelkugler, pebernødder, knækbrød og sesambarer - alt med et insektindhold på 20 procent.
I første omgang eksperimenterede de blandt andet med en risotto med store larver i.
- Og det var ikke nogen god oplevelse. Jeg syntes, det var ulækkert. Så vi blev enige om, at det ikke skulle være noget med synlige insekter. Det skulle ikke være så visuelt med vinger, og ben der stak ud alle steder. Så vi besluttede, at vi ville bruge fårekyllinge-mel i vores produkter. Og fordi vi var så tæt på juletiden, så begyndte vi at lave pebernødder, fortæller Jessica Buhl-Nielsen til tv-stationen.
Vil gerne selv producere insekterne
Til Food Supply oplyser hun, at Dare på nuværende tidspunkt får insekterne fra en underleverandør i København.
- Men vi vil selvfølgelig gerne selv stå for produktionen en dag, da insekter faktisk smager af det, som de fodres med - og øvrigt spiser stort set hvad som helst. Chili og ingefær, for eksempel, påpeger Jessica Buhl-Nielsen.
Indtil videre har hun og Malena Sigurgeirsdóttir selv lavet alle produkterne - primært til venner, familie og bekendte og til gæster på et par julemarkeder.
- Det har givet os en masse erfaringer, og vi føler os nu sikre på, at danskerne rent faktisk er klar til at spise insekter, så vi planlægger med fuld fart for fremtiden. Vi er stensikre på, at insekter er fremtidens fødevare, så det skal nok blive rigtig stort, fastslår Jessica Buhl-Nielsen.