Proteinproducent ser lyst på fremtiden
BHJ Gruppen har med sine proteiningredienser ramt et bredt behov i markedet og virksomhedens omsætning i 2008 overgik alle forventninger.
Alle rapportens resultater offentliggøres på en konference i København i morgen, skriver dagbladet Børsen.
Indtil 2004 var virksomheden børsnoteret, men herefter overtog The Lauridsen Group virksomheden og der blev lagt en ny strategi for selskabet.
Nu går det så godt for delsektoren Protein Foods, at der er planer om at udvide produktionskapaciteten betragteligt, fortæller adm. direktør i BHJ Gruppen, Vilhelm Hald-Christensen, til avisen.
Ifølge IFAU-rapporten er der i Danmark, foruden BHJ, tre andre virksomheder, der beskæftiger sig med udvikling, produktion og salg af proteiningredienser. Det er henholdsvis Solae fra Århus, Arla Food Ingredients samt Scanflavour ved Viborg.
BHJ Protein Foods fremstiller sine proteiner på basis af animalske råvarer, som er flæskesvær. Præcis i den niche er Gråsten-virksomheden verdens største og op mod 95 pct. af produktionen afsættes på det globale marked med Scanpro som brand, oplyser avisen.
Kilde: Dagbladet Børsen