Tungmetaller i slik og sodavand
Ifølge en ny amerikansk undersøgelse findes der skadelige mængder kviksølv i majssirup, der bl.a. bliver brugt som sødemiddel i såvel slik som sodavand. Og det høje indhold af tungmetallet kan gøre skade på menneskets centralnervesystem og udgør en særlig risiko for fostre.
- Undersøgelsen viser i nogle tilfælde et temmelig højt niveau af kviksølv i amerikansk majssirup, og man burde få undersøgt, om der også er kviksølv i de tilsvarende danske produkter, siger toksikolog Max Hansen fra Fødevareinstituttet på DTU’s afdeling for Toksikologi og Risikovurdering til MetroXpress.
Hos Fødevarestyrelsen oplyser civilingeniør Gudrun Hilbert, at man slet ikke tester for kviksølv i majssirup og at der kun findes grænser for kviksølvindholdet i fisk.
Miljøstyrelsen oplyser ifølge avisen, at der i Europa i høj grad bliver brugt kviksølv til at lave de kemikalier, der indgår i produktionen af majssirup. Så meget tyder på, at en undersøgelse af indholdet af kviksølv i majssirup fra Danmark ville vise de samme resultater, som der er fundet i USA.
Kilde: Politiken