Irma i front på dyrevelfærd
Som den første danske virksomhed har Irma modtaget den internationale dyrevelfærdspris, The Good Egg Award.
Det er organisationen Compassion in World Farming (CIWF), der står bag prisen. Den er tidligere tildelt blandt andre to af verdens førende supermarkedskæder inden for kvalitet og ansvarlighed, Sainsbury og Waitrose.
- Vi er meget stolte over at modtage den fornemme pris for vores arbejde med dyrevelfærd i Irma, siger indkøbschef Hans Christian Ipland, som i aftes fik overrakt prisen på vegne af Irma.
- Gennem mange år har vi i vores valg af varer arbejdet ud fra en overbevisning om, at det giver en bedre smag i munden, når man spiser mad fra dyr, der har haft ordentlige forhold at leve under, siger Hans Christian Ipland.
I dag udgør de økologiske æg ikke mindre end 80 procent af det samlede æg-salg i Irma. 14 procent kommer fra fritgående høns, mens blot 6 procent er skrabeæg.
Kilde: Coop / www.coop.dk