23948sdkhjf

Dansk fødevareindustri har arbejdsvilkår i verdensklasse

Virksomhederne i den danske fødevareindustri fremstår som et globalt forbillede over for store industrinationer som Tyskland, Frankrig og USA.
Den danske fødevareindustri har måttet ændre meget de seneste år. Meget er blevet outsourcet, mange jobs skåret væk, og kravene om produktivitet er i dag tårnhøje. Alle ændringer er blevet til for at gøre virksomhederne i stand til at klare den øgede globale konkurrence. Men til trods for de mange ændringer, har de danske virksomheder formået at bevare rimeligt gode arbejdsvilkår for de ansatte, og et højt lønniveau. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Lektor Lars Esbjerg fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

- I Danmark har man et godt samarbejde mellem ledelsen, fagforeningerne og medarbejderne, hvilket sikrer rimelige vilkår og en god løn. Ledelsen er i danske virksomheder også meget bevidste om at skabe gode vilkår, og det gør i sig selv en stor forskel. Derudover har arbejdet de seneste år ændret karakter i den danske fødevareindustri, hvilket har skabt bedre arbejdsbetingelser. Meget fysisk hårdt er automatiseret, og derfor er arbejdsopgaverne ikke så nedslidende som førhen, fortæller Lars Esbjerg.

Skrækeksemplet er USA
Ifølge Lars Esbjerg, kan de gode vilkår i Danmark bestemt ikke regnes for en selvfølge. I den tyske og franske fødevareindustri har man blandt andet skåret voldsomt ned på lønnen for at kunne klare konkurrencen. Og skrækeksemplet er USA, hvor menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skarpt har kritiseret de vilkår, som de ansatte i slagteribranchen arbejder under.

- I USA har globaliseringen haft flere negative konsekvenser. Jobtilfredsheden er meget lav, og de amerikanske ledere har haft så meget fokus på at minimere omkostninger for at klare konkurrencen, at det har betydet elendige arbejdsvilkår for de amerikanske produktionsmedarbejdere. Man har blandt andet set eksempler på, at de amerikanske virksomheder har lukket en fabrik, fyret alle medarbejdere med en dags varsel for kort tid derefter at åbne fabrikken igen og ansætte billigere arbejdskraft, fortæller Lars Esbjerg og understreger, at de store industrinationer vil kunne lære meget af den danske model.

Stadig rum for forbedring
Men selvom Danmark klarer sig godt ud fra international målestok, er der stadig plads til forbedring.

- De øgede krav om effektivitet fører til jobrelateret stress, og arbejdet i den danske fødevareindustri har stadig mange arbejdsulykker. Derudover er mulighederne for at stige op ad karrierestigen blevet dårligere for produktionsmedarbejdere, og mange af de adspurgte i vores undersøgelse føler ikke, at de bliver inddraget nok i beslutningsprocesserne til trods for, at de meget gerne vil bidrage (selv når det handler om at komme med forslag til, hvor virksomheden kan skære ned). Flere interviewpersoner havde fx oplevet at blive sendt på kursus for derefter at komme tilbage til præcis de samme arbejdsopgaver. Så konklusionen er, at virksomhederne klart kan blive bedre til at inddrage medarbejderne og udnytte deres potentiale mere effektivt, siger Lars Esbjerg.

Han opridser nogle af de fordele virksomhederne kan få ved i højere grad at inddrage og uddanne medarbejderne:

- Motivation vil med stor sandsynlighed stige, og medarbejderne vil være mere fokuserede på at lave et godt produkt. Ledelsen vil også kunne få inspiration til at gøre tingene på en ny og bedre måde, hvis de forstår at lytte til medarbejdernes idéer, og så er det et faktum, at uddannelse generelt gør medarbejderne mere fleksible og omstillingsparate. Tilsammen er det nogle forbedringer, der er essentielle for at fødevareindustrien på sigt kan blive ved med at klare globaliseringens udfordringer, som de har gjort hidtil, vurderer Lars Esbjerg.

Fakta om undersøgelsen
  • Undersøgelsen er foretaget af lektor Lars Esbjerg og professor Klaus Grunert. Undersøgelsen har haft til hensigt at undersøge globaliseringens konsekvenser for den danske fødevareindustri og dennes medarbejdere.
  • Undersøgelsen er baseret på 5 casestudier af danske virksomheder inden for kød- og slikindustrien. Den øverste ledelse, HR-ansvarlige, mellemledere, medarbejderrepræsentanter og produktionsarbejdere er blevet interviewet i hver virksomhed. I alt er 34 interviews gennemført. Derudover er der foretaget interviews med to fagforeningsrepræsentanter. Metoden er valgt for at give et så nuanceret indblik i industrien som muligt.
  • I undersøgelsen har man spurgt ind til emner som virksomhedens identitet, den økonomiske kontekst, forretningsstrategien, organisering af arbejdet, arbejdsbetingelser, løn og efteruddannelse og karrieremuligheder.





Kilde: Handelshøjskolen Aarhus Universitet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078