Udfordrende år for Scanflavour
Ingrediensvirksomheden, der udvikler, producerer og sælger proteinprodukter til fødevareindustrien har i 2008/09 haft en resultatnedgang på 39 pct. Der tegner sig dog allerede en mere positiv udvikling for 2009/10.
Resultatet for året har ikke levet op til forventningerne, men set i forhold til de markedsforhold, som virksomheden har måttet operere under, anser ledelsen alligevel resultatet for acceptabelt.
Ramt af eksportforbud og global økonomisk krise
Scanflavour har i perioden været udfordret fra flere kanter. Dels er resultatet blevet negativt påvirket, som følge af et eksportforbud til Rusland i sidste kvartal i 2008. Et forbud, der betød en væsentlig reduktion i afsætningen til ét af selskabets største eksportmarkeder.
- Samtidig har den globale finansielle krise har en negativ effekt på indtjeningen på nogle af virksomhedens vigtige eksportmarkeder, uddyber ledelsen i sin kommentar til regnskabet.
Klar til markedet vender
Trods de globale udfordringer har virksomheden i pågældende regnskabsperiode foretaget betydelige investeringer i videreudvikling af virksomheden. Selskabet har styrket sig inden for såvel salg, produktudvikling samt fødevaresikkerhed. Investeringer, der har indfriet virksomhedens målsætning om at skabe en fuldt ud moderne produktionsvirksomhed indenfor fremstillingen af højfunktionelle proteiner, og som nu skal bidrage til at styrke Scanflavours markedsposition og skabe øget organisk vækst i fremtiden.
Scanflavour kan ved indgangen til det nye regnskabsår konstatere en stabilisering af markedsvilkårene, hvilket får selskabet til at forholde sig mere optimistisk for det kommende år. Trods fortsat usikkerhed om finanskrisens omfang venter ledelsen i 2009/10 øget omsætning og indtjening.
Kilde: Årsrapport 2008/09