23948sdkhjf

Danisco Prisen 2009 går til...

Danisco Prisen på 250.000 kr. går i 2009 til seniorforsker Hanne Christine Bertram ved Institut for Fødevarekvalitet under Århus Universitet. Hun får prisen for sin forskning i kød og kødprodukter.
Forskningen har bidraget til en væsentlig forståelse af vandbinding i fødevarer og specielt i kød og kødprodukter. Hendes arbejde har givet en ny forståelse af, hvordan kødets vandfordeling har betydning for dets teknologiske kvalitet, samt hvordan kødets proteinstruktur påvirker vandfordelingen.

Hanne Christine Bertram er 33 år og har på nuværende tidspunkt publiceret 60 peer-reviewede artikler og flere bogkapitler. Hun er en respekteret formidler af avancerede forskningsresultater på en let tilgængelig måde og er en efterspurgt foredragsholder og underviser. Til daglig er hun også vejleder for fem ph.d. studerende og en post doc. Siden 2007 har hun opbygget en ny platform for metabolomics baseret på høj-felt NMR og massespektrometri. Ved hjælp af metabolomics bestemmes det ”metaboliske fingerprint”, og derved fås ikke kun et fyldestgørende ”signalement” af fødevarerne, men det bruges også til at forstå kroppens respons, når disse fødevarer konsumeres. Hun modtog i 2006 Forskningsrådenes pris som ”Ung eliteforsker 2006”.

Prismodtagerens forskningsområde er vigtigt for fremtidens kødprodukter, som forbrugere jorden rundt kommer til at sætte tænderne i, da der er en sammenhæng mellem kødets vandfordeling og spisekvalitet. For Danisco har det også en stor interesse i og med, at selskabet arbejder med ingredienser til kødindustrien inden for områder som holdbarhed, sikkerhed, ernæringsprofil, tekstur og farve.

Prisen, der fortrinsvis uddeles til lovende, yngre forskere med henblik på at styrke deres karrieremuligheder, er blevet overrakt i dag på FOOD Denmark kongressen på Danmarks Tekniske Universitet.

Om Danisco Prisen
Formålet med Danisco Prisen, som uddeles af Daniscos Fond, er at medvirke til forbedring af fødevarer, især industrielt fremstillede. Prisen kan gives til institutioner eller enkeltpersoner i ind- og udland som belønning for en markant indsats for forbedring af vores fødevarer, eller som finansiering af tiltag, der har til formål at forbedre fødevarerne. Prisen uddeles mindst hvert andet år.
Prisen blev første gang uddelt i 2002. Prisen er på 250.000 danske kr.

Kilde: Danisco

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094