23948sdkhjf

Formuer: Her er de allerrigeste restauratører

Analytiker har lavet liste over restaurationsbranchens millionærer - nyt navn helt på toppen

Kaspar Basse, stifter af juicekæden Joe & The Juice, er nu Danmarks rigeste restauratør med en formue på 388 millioner kroner i sit personligt ejede holdingselskab.

Det fastslår Ole Egholm, der som indehaver af Dansk Brancheanalyse hvert år bruger oceaner af timer på at nørde med regnskaber, og som de seneste to år har taget et grundigt kig på restaurationsbranchen.

Hans granskning af danske restauranter, kantiner, cateringvirksomheder, caféer, fastfood-steder og barer/natklubber samt deres ejere fik ham i den seneste brancheanalyse til at udnævne Claus Meyer som branchens rigeste. 

- Men Kaspar Basse har netop afleveret sit 2016-regnskab, hvor vi kan se, at han har reduceret sin ejerandel i Joe & The Juice yderligere, sådan at han nu kun ejer 5-10 procent af virksomheden. Året før ejede han 19 procent af Joe & The Juice.

- Kæden har så stor fremgang, at han i sit seneste regnskab fik et overskud på næsten 288 millioner kroner. Dermed har han overhalet Claus Meyer, der eller har fået æren af at være branchens rigeste restauratør, fortæller Ole Egholm til Food Supply.

Ole Egholm peger på, at Kaspar Basse har haft et fantastisk 2016, hvor han har tjent mange penge: Dels på driften af Joe & The Juice, dels - og først og fremmest - på, at han har reduceret sin ejerandel yderligere, et salg han har fået et trecifret millionbeløb ud af. 

Da Kaspar Basse blev vurderet på baggrund af hans 2015-regnskab, var han nummer fem på listen.

Her følger Dansk Brancheanalyses kommentarer til de øvrige navne på top 10-listen over Danmarks rigeste restauratører - en liste, som bortset fra de nye Kaspar Basse-tal er baseret på millionærernes 2015-regnskaber:

Claus Meyer, som altså nu er røget ned på andenpladsen, strøg til tops, efter at han i 2015 solgte sit imperium til kapitalfonden bag Løgismose Meyers. Han fik i omegnen af 280 millioner kroner for at sælge koncernen, og det sikrede ham en bogført formue på 260,523 millioner kroner. Samtidig spaltede han nogle penge over i et andet selskab, der ejes af hans hustru, Christina Meyer Bengtsson (nummer 27 på Dansk Brancheanalyses millionærliste), der har 37,501 millioner kroner.

Niels-Bo Valbro er måske lige på yderkanten af at være restauratør. Han er vel især teatermand, og på trods af, at teaterverdenen er et minefelt af kulturstøtte, egnsudviklingsstøtte, frivilligt arbejde og så videre, så har han om nogen lykkedes med at drive teater på imponerende dygtig kommerciel vis. Han driver Det Ny Teater, men driver også Teaterrestauranten ved Det Ny Teater, og Dansk Brancheanalyse har valgt at betragte ham som branchemand.

Henrik Søgård Sørensen på fjerdepladsen ejer stadig 25 procent af Det Danske Madhus, der fortsat har en kernesund indtjening, men han har også taget fem millioner kroner i udbytte. Brian Qvist Sørensen, nummer seks på listen, og Jens Jørn From (nummer 21) har også tjent deres penge ved salget af Det Danske Madhus, der nu ejes med 51 provent af den danske kapitalfond Polaris og fortsat ejes med 49 procent af de tre nævnte millionærer.

Jeppe Droob på femtepladsen ejer konceptet bag Sunset Boulevard, som han selv har opfundet (efter sigende på en rejse til Australien), og som åbnede dørene i 1996 med et sundere alternativ inden for fast-food end McDonald’s og Burger King. Han har indtil videre ikke solgt konceptet, der havde sit første overskud i fire år i 2015. Jeppe Droobs penge er ikke kommet fra restaurationsbranchen. Han er søn af Keld Droob, der har mange forskellige aktiviteter med afsæt i Esbjerg. Dansk Brancheanalyse betragter ham alligevel som restauratør, da han har været fuld tid i branchen i en årrække. Den store stigning i hans formue skyldes ikke, at Sunset Boulevard i 2015 havde overskud på 3,648 millioner kroner, men snarere de fine kursstigninger i hans værdipapirportefølje.

Steen Aalund Olsen ejer ikke kun 17 procent af Kong Hans’ Kælder - han har tjent sine formue ved at sælge Løgismose til de nuværende ejere, som efterfølgende har fusioneret Løgismose med Meyers. Løgismose-koncernen er ikke med i analysen, da Dansk Brancheanalyse primært betragter aktiviteten som fødevareproduktion. Ejerne derfra er dog med på millionærlisten, som også består af familien Grønlykke. Dansk Brancheanalyse ser Mikael Grønlykke (nummer 10), Jeppe Grønlykke (12), Jacob Grønlykke (16) og Christian Grønlykke (26) som restauratører, da de nu også er involveret i Kong Hans' Kælder.

Tholstrup-familien består af Tine, Thomas og Andreas Peter Henrik Tholstrup, der hver især ejer omkring en tredjedel af T. Tholstrup Catering, Tine muligvis en smule mere. Selskabet har eksisteret siden 1977 og har drevet Bøf & Ost, Peder Oxe og Oxes Vinkælder i mange år, og siden er flere kommet til, som Huks Fluks og M/S Øresund, alle beliggende på Gråbrødretorv i København.

Evar-familien ejer 100 procent af Jacob’s Bar BQ i Aarhus, og familien ejer også et hotel (The Mayor). Dansk Brancheanalyse har ikke afdækket hele familiedynastiet, men formuen på de 95,329 millioner kroner ejes af Benjamin, Daniel, Dina og Mimi, der tilsammen ejer 75 procent af selskabet, og så ejer Samson Evar (nummer 28) de sidste 25 procent.

Ole Egholm sammenfatter sit overblik over branchens succeser således:

- Vil du være rig restauratør, skal du være rigtigt dygtig til at drive restaurant gennem en årrække. Men hvis du vil være stenrig restauratør skal du også have en næse for at skabe et koncept, som andre gider investere i.

- Så kan du på én gang få mange års fremtidig indtjening, og i princippet læne dig tilbage og spille golf, hvis du vil.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047