Inmotx lader kunden være eksperten
Brugerdreven Innovation er et buzz-ord i disse tider. Producent af robotløsninger til fødevareindustrien InMoTx ville bevise, at det er mere end et populært udtryk – her tager man brugeren med på råd og lader kunden være eksperten.
Vi vil ikke være kloge Åge
- Vi ville se om brugerdreven innovation rent faktisk virker i praksis, fortæller en meget begejstret direktør Preben Hjørnet til Food Supply: - Vi har gennem 3 år afdækket mange forskelligartede behov, som vi har indsamlet fra mange ture rundt omkring i Europa og USA. Udgangspunktet er kundens ønsker. Det er jo dem, der ved hvordan, der skal pakkes; hvad der skaber værdi og hvilke strategiske, taktiske og operationelle forhold, der er i spil for deres forretning.
- Erfaringerne viser, at dynamikken i løsningerne bliver overraskende store, når brugeren reelt inddrages i designprocessen, siger han til Food Supply om InMoTx’s måde at udvikle, arbejde og samarbejde på.
Han håber, at man, ved hjælp af netop brugerdreven innovation, kan gøre op med myten om, at robotter er vanskelige og komplicerede at integrere og betjene i dagligdagen.
- Problemet er, at kundespecifikke løsninger ikke har givet økonomisk mulighed for at udvikle brugervenlige og robuste brugergrænseflader, ligesom robotteknik til regulære emner ikke understøtter anvendelse på irregulære fødevarer. Derfor har man skullet udvikle en helt ny teknologi for at få enkle og robuste løsninger. Servicemedarbejderne på ”gulvet” er jo ikke uddannede robotteknologer, men hvis man pakker løsningerne ind i gennemtænkt design og brugervenlige grænseflader, der eliminerer behovet for robotteknisk ekspertise, så vil de lynhurtigt blive fortrolige med udstyret og kunne drage effektiv nytte af deres ekspertise på den egentlige opgave, supplerer han.
Lav en robot, der optimerer manuel pakketering
Preben Hjørnet har med InMoTx skabt nye muligheder for fødevareindustrien. Her har man fremstillet en produkt-platform baseret på den seende robot, der kan matche de særegnede kompetencer, der opnås ved manuel pakketering, samtidig med at man har gjort produkt-platformen konfigurerbar, således at man med et minimum af moduler kan skabe mange forskellige løsninger, tilpasset til den enkelte opgave.
- Jeg har det ikke dårligt med at sælge noget, der nedlægger visse jobs. Jeg mener, at mennesket er alt for værdifuldt til at stå og lave det samme ensformige job dag ud og dag ind. En robot derimod er jo skabt til formålet - keder sig aldrig, uanset hvor trivielt jobbet så er, og vi kan bilde den ind, at det her er skide skægt, siger han med et glimt i øjet.
Skab et hav ingen gider sejle på
Sin egen succes med en forholdsvis ung virksomhed er Preben Hjørnet dog ydmyg over for, men han er ikke et sekund i tvivl om, hvilke faktorer, der har været medvirkende til den hurtige succes.
- Vi har med en simplificeret teknik formået at indfange vanskelige emner. Vi har sagt ja til opgaver, som ingen andre ville røre med en ildtang. Vi har simpelthen skabt et hav, ingen andre gider sejle på, men vi nyder det, siger han.
- Samtidig har vi været realistiske og ambitiøse. Man skal kravle, før man kan gå, men derfor kan man godt sætte overliggeren højt, fortæller han.
- Vi er blevet bestyrket I, at vores strategi er en vinder-strategi, der vil skabe fornyet rentabilitet i fødevareindustrien, uden tab af fleksibilitet, men som tværtimod med den forbedrede indtjeningsevne vil give producenterne mulighed for at byde ind på opgaver, der hidtil ikke har været inden for deres rækkevidde, siger Preben Hjørnet på ikke særlig nordjysk manér.
- Vi er sultne efter mere, men æder ikke elefanten i én mundfuld, siger han og erkender, at der for nuværende er brug for en langt mere aggressiv strategi end tidligere. Før var det defensive godt – at flyve under radaren - men efter vi er blevet mere kendte, er vi også blevet eksponeret over for de store internationale hovedaktører, og reaktionen har ikke ladet vente på sig.
Overkvalificerede på strategi gav langsom opstart
InMoTx og Preben Hjørnet har været lidt langsomme til at komme i gang, og der er foretaget store investeringer i produktplatformen. For inden man overhovedet begyndte sin markedsføring, havde man brugt millioner på udarbejdelse af den rigtige strategi og et stærkt grundprodukt.
- Vi har brugt millioner på udvikling og strategi, men så er det så meget desto federe, når det hele smelter sammen, siger Preben Hjørnet, der i den grad brænder for InMoTx og robotterne.
- Det er banebrydende teknologi og en stærk innovativ forretningsmodel, slutter han.