Mørk chokolade bliver dyrere
I den forgangne uge nåede prisen på kakaobønner det højeste niveau siden 1977.
Ifølge administrerende direktør i Toms, Jesper Møller, vil priserne dog i første omgang betyde, at der igen bliver mere lys chokolade på hylderne.
- Mørk chokolade er dyrere at producere end lys chokolade. I nogle år har der været meget fokus på høje kakaoprocenter, men der tror jeg, man vil se flere producenter holde igen med procenterne, siger han.
På sigt kan udviklingen sende prisen på chokolade i vejret for forbrugerne.
- Et stigende forbrug i de kommende år kombineret med råvareknaphed kan godt få kakaoen til at nå rekorder prismæssigt, siger Jesper Møller.
De skyhøje råvarepriser skyldes blandt andet dårligt høstudbytte fra de væsentligste kakaoproducenter i Elfenbenskysten og Ghana, som tilsammen står for 70 procent af hele verdens kakaobønner.
Kilde: DR Penge