Danskerne spiser i stigende grad færdigretter
Defco følger med tendensen og gør klar til lancering af over 100 kølede færdigretter.
- I lande som England, Holland og flere af middelhavslandene ligger salget af færdigforarbejdede fødevarer langt over Danmark. Men de senere år har det sunde convenience-marked udviklet sig hastigt. Vi vurderer, at der bliver solgt for op imod en halv mia. kroner sund convenience årligt, mens de klassiske fastfoodrestauranter har oplevet et fald, siger Lise Walbom, chefkonsulent i DI Fødevarer til Berlingske Tidende og fortsætter:
- Danskernes jagt på løsninger, der giver dem mere tid i en presset hverdag, fokuseringen på sundhed og bæredygtighed er med til at øge lysten til at købe færdigretter og –produkter.
Stigende efterspørgsel på færdigretter
Hos Dansk Supermarked og Irma bekræfter man overfor Berlingske Tidende, at efterspørgslen på sunde færdigretter stiger i disse år. Begge kæder er på trapperne med nye produkter og satsninger på markedet for færdigretter.
Defco A/S i Århus satser også på danskernes nye spisevaner. Det betyder, at menukortet hos charcuteriproducenten bliver udvidet med nye færdigretter.
Det nye sortimentet består af over 100 forskellige kølede færdigretter, som er typiske for det danske spisekøkken. Alt lige fra gullasch og chili con carne til kylling i sursød sovs og svinekødsstrimler i flødesovs.
Sortimentet bliver fremstillet i det tyske køkken hos samarbejdspartneren Forster, der er en familieejet virksomhed.
- Smagsmæssigt har færdigretterne niveau som hjemmelavet. Kødet er fx brunet af, så det er gennemført og tager sig lækkert ud, siger salgsansvarlig for færdigretter Peter Ostenfeldt Madsen fra Defco om deres nye satsning.
Målgruppen for Defcos nye satsning er bespisningssegmentet; bl.a. kantiner og bistroer.