23948sdkhjf

Fødevareproducenter samler sig på transportcenter

Lastbiler og lagerhaller på Skandinavisk Transportcenter i Køge får selskab af 6-10 mindre fødevareproducenter.
Virksomhederne vil spare penge og energi ved at producere sauce, chokolade og salater direkte i den kommende køle- og frysehal på transportcenteret.

Dermed får fødevareproducenterne nem adgang til de lastbiler, der skal bringe madvarerne videre ud til forbrugerne.

Idé fra Crown-Foods
Lokalerne opføres i direkte sammenhæng med en kommende 5000 kvadratmeter stor fryse- og kølehal, som opføres af JN Spedition fra Herning.

Det er direktør for Crown-Foods i Mørkøv ved Holbæk, Henrik Vedel, der har fået idéen til den grønne fødevareklynge på 6-10 virksomheder, skriver Sjællandske Medier.

Crown-Foods har i dag 20 medarbejdere og producerer saucer, dressinger og marinader.

- I dag bruger vi i Crown-Foods omkring en million kroner om året bare på at transportere vores produkter fra Mørkøv til et fryse- og kølehus i Odense, som er det eneste sted, vi kan få frysekapacitet i dag. Som mindre fødevareproducent bliver det sværere og sværere både at være omkostningseffektiv og leve op til de fortsat øgede krav fra især myndighederne, siger Henrik Vedel, som håber at kunne tage første spadestik til fødevareklyngen allerede til efteråret.

Færdigsalater i kølelager
Han mærker stor interesse fra mindre virksomheder for at komme med i klyngen, og blandt de interesserede er Valby-virksomheden Kai Due A/S, som har godt 30 ansatte og producerer færdigsalater til passagerer i flytrafikken.

- Vi er meget interesserede i det her projekt for at sikre, vi kan være konkurrencedygtige i vores branche, siger direktør i Kai Due A/S, Steen Normann til Sjællandske Medier.

Fødevareklyngen rundt om det kommende fryse- og kølelager ventes at skabe mellem 150-200 nye arbejdspladser i Køge.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078