Supermarkeder smager på Fyn
Indkøbere fra store detailkæder besøgte i weekenden fødevaremarkedet i Svendborg for at finde kulinariske nyheder til hylderne.
På fødevaremarkedet i Svendborg delte 150 små producenter smagsprøver ud og blandt gæsterne var også indkøbere fra store supermarkeder.
- Jeg var lige ved at vælte ned af pinden, da jeg fik en mail fra Düsseldorf om, at nu kom Manufactum, der er en tysk supermarkedskæde, op for at se på vores fødevaremarked, og de spurgte, om vi havde nogen interessante udstillere. Og så kunne jeg kun sige: Ja, kom, fortæller Mikael Hansen, der er projektleder på Kulinarisk Sydfyn til TV2 Fyn.
Siger nej tak
Men udstillerne er ikke enige om hvorvidt, man skal slå til, hvis en supermarkedskæde kommer og spørger.
- Så ville jeg sige nej tak. Allégården er ikke stor nok til sådan en leverance, fortæller Birgit Jensen, der er indehaver af Allégården i Søndersø, der producerer fjerkræ til TV2 Fyn.
Men Martin Jørgensen vil gerne udvide produktionen af økologisk is fra Skarø.
- Når man bruger rigtig meget tid på at udvikle produkter, som man selv synes er helt unikke, så er det også dejligt, at det kommer ud til forbrugerne, siger han til TV2 Fyn.