Snart kan man printe sin egen slik
Teknologisk Institut skal bistå med udviklingen af en flavor gel til et nyt digitalt slik-koncept. Konceptet gør det muligt at producere slik på en digital slikprinter i hjemmet – vel at mærke slik, som er skabt i en virtuel verden, Kingdom of Candinavia.
Cubenizers undersøgelser blandt forbrugere viser, at mere end 80 procent af alle familier forsøger at regulere forbruget af slik, og 95 procent tilkendegiver, at kreativitet, co-creation og de sociale elementer er afgørende for deres købsbeslutning. Cubenizer forsøger at imødekomme denne trend ved at tilbyde forbrugerne en online slikprinter og app. Det er derfra muligt at producere det slik, man selv har skabt i den virtuelle verden, derhjemme på den digitale slikprinter. Det oplyser Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
Konceptet er allerede fra starten udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut, som har konstrueret slikprinteren. På samme adresse findes der også kompetencer indenfor fødevareteknologi, som nu sættes i spil for at komme i mål med gelen til slikprinteren.
Nøglen er en flavor gel
Det er afgørende for konceptet, at flavor gelen fungerer korrekt i slik-printeren. Den skal have de rette flydeegenskaber, være blandbar, og den skal efter printning sætte sig korrekt samt smage godt. Derfor kommer Teknologisk Institut nu på banen med kompetencer indenfor proces- og produktudvikling samt sensorik.
Direktør for Cubenizer, Niklas Marschall, uddyber her baggrunden for samarbejdet:
- Vores flavor gel er afgørende for vores koncept. Det er opskriften på denne gel, der muliggør et digitalt slik-koncept. Vi har brug for specialviden i udviklingsfasen for at komme i mål med det. Vi ved gennem dialog med Teknologisk Institut, at det er muligt at udvikle gelen, og at de har de nødvendige kompetencer til at løse opgaven, forklarer Niklas Marschall.
Stigende interesse for printede fødevarer
Konsulent Eva-Marie Lange fra Teknologisk Institut er ansvarlig for udviklingen af flavor gelen:
- Teknologisk Instituts brede viden indenfor fødevareteknologi kommer virkelig til sin ret i dette projekt. Vi kan bidrage med at vælge de rette ingredienser, teste teksturen og evaluere holdbarheden samt eventuelt på sigt afprøve produkterne i et sensorisk panel. Vi ser en stigende interesse indenfor printede fødevarer, og det bliver spændende at se, hvordan dette koncept bliver modtaget af forbrugerne, fortæller Eva-Marie Lange.
Efter udviklingen af den optimale flavor gel, vil den blive sat i produktion af Cubenizer:
- Vi vil selv kunne implementere og producere gelen på vores produktionsfaciliteter, når vi har fået tilført den nye viden fra Teknologisk Institut, som vi desværre ikke besidder i dag, uddyber Niklas Marschall.
Vil reducere forbruget af slik
Det er måske paradoksalt, at en producent af slikprintere regner med at kunne reducere forbrugernes indtag af slik. Men det er ifølge Niklas Marschall helt logisk:
- Konceptet reducerer indtaget af slik, fordi slikket ikke produceres i samme store mængder som en kæmpe pose nede fra supermarkedet samtidig med, at børn og voksne koncentrerer sig om det kreative i selv at komponere slikket. Disse faktorer sikrer fokus på kvalitet, sjov og leg frem for kvantitet. Vi vil gerne være med til at promovere den agenda samtidig med, at vi bygger en forretning op omkring det, forklarer Niklas Marschall.
Samarbejdet er støttet af en InnoBooster.