23948sdkhjf

Slagterier gearer op

Det ud til, at landmændene vender på en tallerken og sender flere svin til danske slagterier

I 2011 blev der kørt over 20 millioner svin ind på de danske slagterier. Siden da er antallet støt og roligt faldet, og 2017 risikerer at komme under 17 millioner slagtninger, da første halvår af 2017 kun har budt på 8,3 millioner slagtninger. Det er knap to procent mindre end samme periode året før.

Selvom 2017 fortsat falder, så er der alligevel tale om en stabilisering efter en længere periode, hvor der hvert år er blevet produceret op mod otte procent færre slagtesvin i Danmark.

For nye tal fra Danmarks Statistik viser en svag stigning i antallet af slagtesvin i årets tredje kvartal, og der er begrundet håb om yderligere vækst lyder prognosen fra markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer.

Ifølge ham er det kombinationen af gode støtteordninger til udvidelse af slagtesvinestalde og gode afregningspriser på slagtesvin, der har sat gang i produktionen af de ekstra slagtesvin.

Slagterier opjusterer
Siden 2004 har Danish Crown lukket 14 slagterier og sagt farvel til over 6.000 slagteriarbejdere, så der i dag er fem svineslagterier tilbage under Danish Crown. Efter et årti med nedgang, begynder Danish Crown at geare op i produktionen flere steder i landet. På slagterierne i Ringsted og Sæby er der genansat 260 slagteriarbejdere.

- Jeg er utroligt glad for, at vi efter 10 år med konstante fald nu ser ind i stigende leverancer af slagtegrise. Det betyder, at vi kan udvide og byde nye medarbejdere velkommen i stedet for at skulle reducere kapaciteten, siger produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen.

På slagteriet i Blans i Sønderjylland har man for kort tid siden taget første spadestik til nybyggeriet af et røgeri, der giver 10 ekstra arbejdspladser.

- Jeg er glad for de nye arbejdspladser, og for at man nu tager røgningen af kød hjem til Danmark igen. Det er positivt. Og så er det nye røgeri med til at cementere, at man vil noget med slagteriet i Blans på den lange bane, siger Peder Pedersen, afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sydjylland, der organiserer slagteriarbejdere.

Nyt tarmrenseri i Tican
Det er ikke kun Danish Crown, der sætter turbo på.

På Ticans slagteri i Brørup, tidligere kendt som SB Pork har man investeret 30 millioner kroner i et nyt tarmrenseri på 1.100 kvadratmeter. Kort tid før rejsegilde kom der dog lidt malurt i bægeret hos det tyskejede Tican. Danish Crown overtager fra 1. september alle slagtninger af ‘Bonusgrisen’, hvilket flytter 600.000 slagtninger fra Tican til Danish Crown. Det kommer til at koste 45 job i Brørup og 10 job i Thisted.

- Det er en skærpet kamp om råvarerne og det faldende antal slagtegrise i Danmark, som udløser denne beklagelige situation. Vi mærker dog en stor interesse for vores attraktive afregningsmodel og de gode tilbud om væksttillæg med videre, som vi her i foråret har lanceret overfor både eksisterende og nye leverandører. Derfor forventer vi også, at det tabte er hentet tilbage i løbet af en overskuelig tidshorisont på et til to år. Indtil da må vi desværre tilpasse kapaciteten, så den hele tiden matcher den forventede udvikling i råvaretilførslen, siger Ticans administrerende direktør Ove Thejls.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062