A Frost ansætter ferskvaredirektør
En af Skandinaviens største leverandører af frosne fødevarer, A Frost A/S, har ansat Claus Ravnsbo i en nyoprettet stilling som direktør for kød og ferskvarer.
Claus Ravnsbo er 37 år og kommer fra en stilling som indkøbsdirektør hos Dansk Supermarked med ansvar for ferskvareområdet og frostprodukter.
- Jobbet hos A Frost er en spændende udfordring, som jeg glæder mig til at kaste mig over. Virksomheden rummer et enormt potentiale, og med sin professionelle tilgang til det Skandinaviske marked samt dedikerede medarbejdere, har jeg store forventninger til, hvad fremtiden vil bringe, siger Claus Ravnsbo.
Claus er et scoop
Hos A Frost i Aalborg betegner direktør Keld Gregersen engagementet som et scoop.
- Jeg er stolt af, at vi kan tiltrække en kapacitet som Claus Ravnsbo, og det er ingen hemmelighed, at hans navn har stået øverst på vores ønskeseddel, siger Keld Gregersen.
Claus Ravnsbo tiltræder 1. november.
A Frost beskæftiger i alt 21 medarbejdere på det danske marked og omsætter årligt for ca. en halv milliard kroner.