23948sdkhjf

- Husk at placere kødet tættest på beboeren

Erfaren tjener lærer fra sig på måltidskursus
Når 300 plejehjemsmedarbejdere i disse uger er på kursus på Food TechCollege i Aalborg for at blive uddannet som såkaldte måltidsværter, får de masser af gode tjenertips af skolens tidligere faglærer Arne Sørensen.

Sammen med kokken Simon Sørensen er det ham, der står for undervisningen - og Arne Sørensen er ikke i tvivl om, hvad han som tjener gerne vil lære fra sig.

- Det handler i bund og grund om at få måltidet til at se indbydende ud, så beboeren tænker "det vil jeg gerne spise noget af, det her". Og jeg står jo selv med det ene ben på plejehjemmet, så jeg ved, hvad de vil have, spøger den pensionerede faglærer.

Hans undervisning på kurset handler blandt andet om at give kursisterne viden om, hvordan maden skal ligge på tallerkenen, og hvordan bestik og service skal ligge/stå på bordet.

- Og kan man få et farvespil med på tallerkenen, er det rigtig godt. For eksempel med gule gulerødder og grønne ærter. Når man sætter tallerkenen, skal kødretten selvfølgelig være placeret tættest på beboeren, hvor det er mindst besværligt at komme til at skære, nævner Arne Sørensen.

Hver af de 15 planlagte kursusdage er der fire hold kursister, som dyster om at anrette maden bedst, og sammen med Simon Sørensen finder Arne Sørensen hver gang et vinderhold.

- Så når vi er færdige, ved jeg nok, hvilket plejehjem jeg selv skal bestille plads på, mener den erfarne tjener.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067