To stolte ostedamer skiftes til at vinde
I går var det igen Høgelund Mejeri, der tog fusen på Troldhede
Det skinner også tydeligt igennem, at de begge rigtig godt kan lide at score ostehæder på International Food Contest, hvor de er vant til at vise deres respektive mejeriers ypperste oste frem i den såkaldte gourmetkategori.
Ved årets konkurrence, der blev afgjort på åbningsdagen i går, var det Dagny Lange, der kunne smile mest. Høgelund Mejeri vandt i kategorien for blød ost med en ost, der hedder R'Osten. Sidste år vandt Troldhede Mejeri samme kategori, og de to år før da prisen til Høgelund Mejeri.
Så nu pønser Lonnie Hirtz Nielsen på at tage revanche næste år. Indtil da kan hun dog godt leve med, at kollegaen/konkurrenten fra Høgelund sidder på den bløde ostetrone.
- Fortjent
- Det er så fortjent, at de vinder i år, for de laver rigtig gode oste, konstaterede ostemesteren fra Troldhede - som dog ikke ville gå så vidt som til at sige, at R'Osten ligefrem er bedre end alle de fem oste, Troldhede havde med i årets konkurrence.
- Men vi vender tilbage næste år. Det betyder meget at vinde den her pris; det er det, vi arbejder for hele året, sagde Lonnie Hirtz Nielsen.
Dagny Lange lagde ikke skjul på, at det bekommer hende rigtig vel igen at henvise Troldhede Mejeri til de sekundære placeringer.
- Troldhede er Arlas deciderede gourmetmejeri, og de er hårde at være oppe imod. Desto mere stolte er vi, når vi vinder over dem, konstaterede chefen fra Høgelund Mejeri, der også er ejet af Arla.