23948sdkhjf

Royal Unibrew køber op i Italien

Bryggerikoncernen har udsigt til en fordobling af salget på det italienske marked
Bryggerikoncernen Royal Unibrew har udsigt til en fordobling af salget på det italienske marked med købet af selskabet Terme Di Crodo, som er offentliggjort onsdag.

Det italienske selskab ejer en række varemærker inden for læskedriksegmentet, hvoraf citronsodavanden Freedea Lemonsoda udgør 2/3 af omsætningen.

Royal Unibrew giver 600 millioner kroner for det italienske selskab, der er ejet af Gruppo Campari.

Bryggeriet sælger allerede Ceres-øl til italienerne i forvejen. Forventningen er, at der er stordrifts- og synergigevinster at hente med købet af Terme Di Crodo.

- Vores commitment til det italienske marked cementeres, og positionen udbygges med dagens opkøb.

- Vi har med Ceres Strong Ale ét must-stock-produkt, og nu tilfører vi nummer to til porteføljen med Freedea Lemonsoda, siger Hans Savonije, der er nyudnævnt administrerende direktør for Royal Unibrew.

Terme di Crodo omsætter for 245 millioner kroner om året og har 73 ansatte.

Selskabet opnåede sidste år et overskud før skat på 35 millioner kroner.

Handlen omfatter også en aftale om, at Terme di Crodo fortsat skal producere udvalgte Campari-produkter på fabrikken, der ligger i byen Crodo i Piedmont-regionen i det nordlige Italien.

Royal Unibrew - der indtil 2005 hed Bryggerigruppen - er Danmarks næststørste bryggerivirksomhed.

Koncernens hovedmarkeder er Danmark, Finland, Italien, Tyskland og de baltiske lande.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313