23948sdkhjf

DTU sætter sig helt sikkert på fødevarepris

Men endnu uvist, hvilken af to innovative forskere der får hæderen
Når årets Nils Foss Excellence Pris 20. november bliver uddelt til en internationalt anerkendt forsker for innovativ forskning på fødevareområdet, går den helt sikkert til en forsker fra DTU.

Begge årets nominerede er således tilknyttet Danmarks Tekniske Universitet: Professor Per Brockhoff fra DTU Compute og professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet. Det fortæller DTU på sin hjemmeside.

Nils Foss Excellence Pris består ud over æren af 100.000 euro. Den gives til en internationalt anerkendt forsker, som i mindst 10 år har stået for innovativ forskning i verdensklasse og bidraget væsentligt til bemærkelsesværdige forbedringer i bæredygtighed, kvalitet eller sikkerhed på fødevareområdet.

Antibiotika og statistik
Begge årets nominerede står bag mange og anerkendte videnskabelige artikler, bøger og bidrag til forskningen på fødevareområdet, konstaterer DTU:

Frank Møller Aarestrup har med udgangspunkt i sammenhænge mellem anvendelse af antibiotika til dyr og sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker været en drivende kraft i påvisning af global spredning af resistente bakterier og resistensgener. Hans forskning har haft afgørende indflydelse på, hvordan man anvender antibiotika og kontrollerer antibiotikaresistente bakterier verden over.

Per Bruun Brockhoff arbejder bredt med statistisk metodeudvikling og anvendelser af statistisk dataanalyse i både industriel og forskningsmæssig sammenhæng. Dog med et særligt stort fokus på brug af statistik og dataanalyse inden for levnedsmiddelindustri og -forskning. Han har positioneret sig som international ekspert inden for analyse af sensoriske data (smag/lugt/tekstur).

Nils Foss Excellence Pris blev uddelt første gang sidste år. Da gik den til professor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet Rasmus Bro.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105