23948sdkhjf

Afgifter på te, kaffe og vafler står for skud

Skatteministeriet vurderer, at en stribe afgifter ikke giver økonomisk mening
Efter omkring halvandet års arbejde har Skatteministeriet fundet en stor håndfuld punktafgifter, der ikke vurderes at give mening. Det skriver Skatteministeriet på sin hjemmeside.

Rapporten med navnet "Sanering af punktafgifter" har identificeret afgifter, hvor "de samfundsøkonomiske hensyn ikke står mål med de afledte administrative byrder".

- Regeringen har fra første dag haft øjnene rettet mod virvaret af punktafgifter, som skaber unødig bøvl og besvær for erhvervslivet. Det skal vi forsøge at rydde op i.

- Nu har vi et skattefagligt grundlag for, hvor det giver god mening at tage fat, og det er jeg som skatteminister glad for, skriver skatteminister Karsten Lauritzen i meddelelsen.

Ministeriet har udpeget blandt andet afgifter på te, kaffe, alkoholsodavand, pvc og ftalater. Derudover kan der være godt nyt til dem, der bander over afgifter på snus, vafler og engangslightere. Her er der nemlig også afgifter, der kan fjernes.

Afgift på engangslightere indbringer eksempelvis staten under 500.000 kroner om året.

- Forslaget vurderes at medføre en administrativ lettelse, da virksomhederne undgår at måle gas og afregne afgift over for kunder, hedder det i rapporten om engangslightere.

Afgifter på te og kaffe vil dog koste op mod 280 millioner kroner i tabt indtjening for staten.

- Gennemføres alle de forslag, der skattefagligt vurderes at være grundlag for at imødekomme, vil der være tale om afgiftslempelser svarende til et varigt årligt mindreprovenu på cirka 400 millioner kroner.

- Gennemføres alle forslagene, vil det medføre administrative lettelser for erhvervslivet svarende til omkring 75 millioner kroner årligt i varig virkning.

- Disse lempelser vil samtidig gøre det nemmere at administrere punktafgiftsbetalingen for både virksomheder og skattevæsenet, konkluderer rapporten ifølge et faktaark vedhæftet rapporten.

/ritzau/


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063