23948sdkhjf

Fødevarefolk til bords med dronningen

Griseavler: Jeg havde godt nok ikke lige regnet med, at det blev så tæt på
Dronning Margrethe holder fra tid til anden arrangementer for forskellige dele af det danske erhvervsliv. I denne uge gjaldt det miljø- og fødevareerhvervet, hvorfra en lang række repræsentanter var inviteret til koncert og souper på Fredensborg Slot.

Blandt de, der følte sig mest heldige, var Erik T. Hansen fra innovationsafdelingen i Danish Crown Ingredients - han kom til bords med majestæten.

- Det var en stor oplevelse at komme til bords med dronningen. Der er en meget positiv tilgang til fødevarebranchen og den omsætning og de arbejdspladser, som den tilfører landet. Der er fokus på det, vi laver, og det bliver værdsat, siger Erik T. Hansen i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

- Vi forklarede, hvad Danish Crown Ingredients er, hvad vi står for, og hvad vi arbejder med, og det var der meget stor interesse for, tilføjer han.

Varm om hjertet
Også flere andre ansatte og andelshavere fra Danish Crown var på dronningens gæsteliste.

En af andelshaverne er Michael Nielsen, der har 850 konventionelle søer som Antonius-produktion samt 200 økologiske søer. Også han fik plads ved dronningens bord.

- Det var helt fantastisk. Vi var der jo for at møde dronningen, men jeg havde godt nok ikke lige regnet med, at det blev så tæt på. Hun henvendte sig for at høre, hvor jeg havde min produktion, og derigennem fik vi en god snak om konventionel kontra økologi og hele miljødebatten. Hun var meget interesseret, og det var en stor ære, siger han.

Michael Nielsen fortæller, at det gør ham varm om hjertet at blive inviteret til middag som en anerkendelse af fødevareerhvervet.

- Det kan jo næsten ikke blive større, når kongehuset på den måde sender en anerkendelse af sted til vores produktion og erhverv. De arbejder hele tiden ude i verden for at prise vores produkter, og jeg synes, det er superflot, at de så også sætter tid og ressourcer af til at tage os ind, konstaterer han.

Aftenen begyndte med en koncert i slotskirken, hvor den kongelige livgarde spillede sammen med kunstnerne Christian Brøns og Sinne Eeg. Bagefter fulgte så spisningen i slottets sal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078