- Hold op, vi var glade for den nye robot
Af Dan S. Frandsen
I slutningen af 1980’erne byggede MD Foods en stor grå betonklods på en tidligere majsmark af i udkanten af Rødkærsbro. Det var lidt af et scoop at få den store mejeriinvestering til den midtjyske by med knap et par tusinde indbyggere. Betonklodsen skulle producere ost til det fetahungrende Mellemøsten og blev opført få hundrede meter fra mit barndomshjem. Mælkebilerne kørte i døgndrift og satte hurtigt sit præg på byen.
Der var også noget dragende over driftige mejeri. Når man stod i mine forældres have på en sommerdag, kunne man høre summen fra de store køleanlæg, og der hang altid en dampsky over det store mejeri på de kølige aftener.
Som alle raske unge mænd i byen startede jeg på byens mejeri, da jeg blev 18 år og gammel nok. Dengang stod der MD Foods på de hvide t-shirts, og pengene var gode. Det var tilbage i 1999. Nogle af mine kammerater var ansat i få år som studiejob eller i et år mellem studier, men jeg blev hængende. Først som weekendafløser, en tid som fuldtidsansat og igen som studiejob. Min tid i det hvide arbejdstøj varede 12 år.
Så jeg har været med hele automationsvejen. Fra tonsvis af vakuumpakket ost, der hver dag blev pakket af lange arme med plastikduppede arbejdshandsker på hænderne, indtil robotterne gjorde deres indtog.
Og hold op, hvor vi var glade for den orange Kuka-robot, der kunne pakke osten på paller for os. På nær, når robotten havde tekniske problemer. For ostemængden blev større, og osten skulle pakkes. Der er ikke plads til ikke-planlagte produktionsstop i en mozzarella-produktion, og det gav til tider sved på panden.
Da jeg for et par uger siden igen besøgte mejeriet og trak hårnettet ned over mine nu vigende hårgrænser, lignede det ved første øjekast sig selv. Den karakteristiske lidt syrlige duft af ost, valle og salt er der stadig. Det er de karakteristiske store stålhåndvaske, der er spredt strategisk rundt på mejeriet også. Og den lange gang med det karrygule gulv er fortsat pulsåren, der binder mejeriet sammen.
Men som turen gik rundt på mejeriet, var alt nu alligevel ikke helt, som det plejede. For effektiviteten er mere gennemtrængende. Der er endnu flere store procesanlæg i rustfrit stål, og der er ved første øjekast også flere robotter end mennesker i produktionen.
Og hvad betød robotternes indtog egentligt for folkene på gulvet dengang? Vores manuelle arbejde blev til overvågning. Vi fik mere tid ved computere, og der blev sat andre krav til vores årvågenhed. Men ikke mindst gav robotterne et fysisk overskud, når man havde fri.
