23948sdkhjf

Kaloriemærkede menukort får os til at vælge sundere mad

Kaloriemærkning på restauranter er et effektivt redskab mod stigende overvægt, vurderer Kræftens Bekæmpelse
Når vi står i fastfoodkøen, bestiller vi mindre kalorieholdig mad, hvis vi kan se retternes kalorieindhold på menutavlen.

Det konkluderer Kræftens Bekæmpelse i en ny rapport, som gennemgår 14 videnskabelige studier fra årene 2014-16.
Studierne har undersøgt effekten af kaloriemærkning, og i 11 af studierne giver mærkning en signifikant kalorienedgang i den bestilte mad på 31-440 kilokalorier (kcal).

- Vi er i en alvorlig situation, hvor flere og flere danskere bliver overvægtige, og den udvikling skal vendes. Rapporten viser, at kaloriemærkning på restauranter er et effektivt værktøj til at bekæmpe den stigende overvægt, siger Gitte Laub Hansen, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse, til videnskab.dk.

Rapporten er en opfølgning på en lignende rapport fra sidste år - den gennemgik studier fra årene 2012-14.

- Vi ville undersøge, om konklusionerne stadig holder vand, og de gør de. Den nye rapport styrker evidensen for, at kaloriemærkning får folk til at bestille sundere mad, siger Gitte Laub Hansen.

14 procent svært overvægtige

I Danmark er andelen af overvægtige steget markant inden for de seneste årtier, særligt blandt yngre og personer med lav uddannelse eller indkomst.

Knap halvdelen af den voksne befolkning er overvægtige, og 14 procent er svært overvægtige.

Kræftens Bekæmpelse er bekymrede over udviklingen, da overvægt er en risikofaktor for kræft.

- En af årsagerne til den stigende overvægt er formentlig, at danskerne spiser mere ude og oftere vælger fastfood. Jo mere vi spiser ude, jo vigtigere er det, at vi ved, hvad retterne indeholder, siger Gitte Laub Hansen og understreger, at selv 10 kcal for meget om dagen over længere tid vil kunne ses på vægten.

Det er dog ikke helt nok blot at angive kalorieindholdet. Det skal helst stå i forhold til det anbefalede daglige indtag, før det har den ønskede effekt, oplyser Kræftens Bekæmpelse til Videnskab.dk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078