Nyt navn til neutralmarineret kyllingekød
"Kyllingefilet tilsat x procent lage” bliver det nye navn, som fremover skal stå på emballagen for det, der i dag hedder neutralmarineret kylling.
- Formålet med fødevaremærkning er at give forbrugerne mulighed for at træffe et oplyst valg. Der har været rejst tvivl om, hvorvidt betegnelsen ”neutralmarineret” levede op til det formål, og derfor er jeg godt tilfreds med, at Fødevarestyrelsen er kommet frem til en ny betegnelse efter at have konsulteret branchen og Forbrugerrådet, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Aftalen betyder, at produktet fremover skal indeholde ordene ”tilsat lage”, samt en angivelse af, hvor meget lage eller kød der findes i produktet. Hele varebetegnelsen skal være i samme skriftstørrelse.
Den nye betegnelse vil blive skrevet ind i Fødevarestyrelsens mærkningsvejledning i januar 2011.