23948sdkhjf

Efter opkøb: Svaneke Bolcher får nyt navn

Men de bedste bolcher bliver der ikke pillet ved
Efter at have købt Svaneke Bolcher omkring årsskiftet er de nye ejere, Mariam og Thomas Touray, nu godt i gang med at planlægge fremtiden for deres bornholmske bolcheri.

Og det bliver en fremtid med nyt navn for Svaneke-virksomheden, som nu kommer til at hedde Bolcheriet - lige som de nye ejeres eksisterende virksomhed i Nordjylland, hvor ægteparret har bolcheproduktion i både Løkken og Skagen.

- Folk må godt blive ved med at kalde det Svaneke Bolcher, men officielt hedder det altså Bolcheriet, for at gøre det hele lidt nemmere for os selv, siger Mariam Touray til Food Supply.

Hun lover, at der ikke kommer til at ske revolutionerende forandringer i Svaneke:

- Vi har ikke købt forretningen på Bornholm for at drosle ned. Vi regner med samme antal medarbejdere som hidtil, og der vil også stadig blive lavet helt særlige Svaneke-bolcher. For eksempel kan vi under ingen omstændigheder fjerne Bornholmsk Granit - det er et bolche, som vi også selv elsker, fastslår Mariam Touray.

Ny bolchekoger

Den nye ejer anslår, at Svaneke Bolcher har produceret omkring 20 forskellige bolchevarianter, og selv om nogle af dem vil forsvinde, vil der også komme nye til, lader hun forstå. I første omgang vil Mariam og Thomas Touray "tage det stille og roligt og se, hvad folk er forelskede i".

- Og så skal vi have ansat en ny bolchekoger i Svaneke. I første omgang tager en af vores folk her fra Nordjylland derover og koger bolcher fra omkring påske, og vi kommer selvfølgelig også selv til at pendle kraftigt til Bornholm, siger Mariam Touray.

Bolchevirksomheden i Svaneke vil som hidtil kun være åben i perioden fra påske til oktober, så der er ikke noget usædvanligt i, at der lige nu er stille i det bornholmske bolcheri, hvor Thomas Tourays onkel, Thomas Brandt Ibsen, huserede i 23 år. Han valgte at sælge, fordi hans skuldre ikke længere kan holde til at knokle med bolchefremstillingen.

I alt har omkring 10 medarbejdere været tilknyttet Svaneke Bolcher i de travle perioder, og nogenlunde samme antal kan byen altså regne med også fremover.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074