Transportcenter omdannes til fødevarefabrik
Skandinavisk Transport Center i Køge omdannes til en 12.000 kvadratmeter energirigtig fødevarefabrik.
Fabrikken skal bygges i tilknytning til det fryse- og kølelager, som logistikvirksomheden JN Spedition lige nu er ved at opføre på transportcenteret, og det er tanken, at de otte fødevarevirksomheder skal deles om alt fra laboratorier og kantine til fødevarekontrol.
Det selskab, der skal realisere planerne, hedder Fødevaresymbiosen ApS, og er stiftet af Henrik Vedel, Crown Foods, og Ove Søltoft, JN Spedition.
De to herrer har stillet byggegrunden på transportcenteret i Køge til rådighed for symbiosen, og de vil i løbet af de næste 18 måneder samle de virksomheder, der skal flytte ind fabrikken.
- På denne her måde kan de enkelte virksomheder få fokus på deres kerneområder, mens de sænker omkostningerne og får et mindre energiforbrug. Dermed bliver konkurrenceevnen styrket, mens der også tænkes miljørigtig, siger Henrik Vedel, direktør i Crown Foods, til Sjællandske Medier.
Det rådgivende ingeniørfirma Grontmij I Carl Bro arbejder lige nu på et prospekt, der skal beskrive mulighederne for og kravene til at bygge den miljøvenlige fødevarefabrik i Køge.