23948sdkhjf

Ocean Prawns kører søn i stilling til milliardærjob

Det betyder, at Svaneke Bryghus skal have ny direktør
Den bornholmske fiskekoncern Ocean Prawns, der ejer nogle af verdens største og mest moderne trawlere til fiskeri efter primært rejer, gør nu for alvor klar til et generationsskifte på topniveau.

Grundlægger Kristian Barslund Jensen, som har skabt en milliardformue med virksomheden, henter den ene af sine to sønner, Daniel Barslund, ind på en nyoprettet direktørstilling lige under den 68-årige stifter. Her får den nye direktør en række ansvarsområdet, blandt andet vedrørende medarbejdere og "kvoteting", som Daniel Barslund udtrykker det.

Det betyder også, at Daniel Barslund stopper som administrerende direktør for det Ocean Prawns-ejede Svaneke Bryghus på Bornholm med udgangen af juli.

Han har de seneste år brugt mere tid på bestyrelsesarbejde i flere af Ocean Prawns-koncernens virksomheder, ligesom han i højere grad har involveret sig i koncernens drift.

Parløb
- Nu skal min far og jeg bygge et parløb op over de næste mange år, så jeg er kørt i stilling, når han vælger at stoppe. Jeg skal ned i materien, og jeg skal forstå virksomheden 100 procent, siger 42-årige Daniel Barslund til Food Supply.

- Vi har 82 virksomheder i koncernen, så der er meget at lære. Nogle af dem er ejendomme i udlandet uden så meget aktivitet, men alligevel, tilføjer han.

Han kalder det "et fantastisk privilegium" at komme tættere på Ocean Prawns og den forretning, hans far har skabt, og som han er vokset op med.

- Min far må meget gerne blive ved, lige så længe han har lysten. Jeg tror, han bliver som den gamle hr. Møller, siger Daniel Barslund med henvisning til Mærsk Mc-Kinney Møller, der først gik på pension som 90-årig.

Daniel Barslund begyndte som salgschef på Svaneke Bryghus i 2008, og tiltrådte som administrerende direktør i 2014. I hans tid på Svaneke Bryghus har etiketterne fået et ansigtsløft og større genkendelighed, der er blevet skabt en alkoholfri ølserie med navnet ”Don’t Worry”, og senest har bryggeriet omstillet til 100 procent økologi.

- Den kommende direktør, som vi skal ud og finde nu, overtager en sund forretning med et højt drive og meget dygtige kolleger, som jeg kommer til at savne. Nu er tiden kommet, hvor jeg har lyst til nye udfordringer, og dette træk har været undervejs i flere år, oplyser Daniel Barslund.

Han forlader ikke Svaneke Bryghus helt, da han i stedet indtræder i bryghusets bestyrelse.

Opdateret klokken 10.30
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078