Coop dropper friskpakket kød
Kødet solgt i Coops butikker vil fremover være gaspakket. Dermed øges holdbarheden i forhold til friskhakket kød.
SuperBest har taget pakkeformen i anvendelse, og fra d. 1. april har kødet fra Coops slagteri i Aarhus også været gaspakket.
Bedre fødevaresikkerhed
Fordelene ved den nye pakkeform er bedre holdbarhed. Således har gaspakket kød en holdbarhed på 6-8 dage, mens traditionelt friskhakket kød kan hold sig 1 døgn.
- Det er en kæmpe gevinst for forbrugerne. Det betyder rigtig meget for fødevaresikkerheden, siger Jens Juul fra Coop til DR Penge.
Coop har dog ingen planer om at droppe slagterierne i supermarkederne. Kunderne har dermed stadig mulighed for at købe friskhakket kød.
Kritik af smagsoplevelsen
Den ny måde at pakke kødet på møder dog også kritik.
Forskning i smagen i kød pakket på den nye måde viser, at oplevelsen forringes.
- Det smager ofte 'genopvarmet' - ligesom en flæskesteg dagen efter. Og så bliver det mere sejt og tørt, jo længere ældre, det er, siger Ina Clausen, fra Slagteriernes Forskninginstitut.