23948sdkhjf

Ægtepar lancerer en stribe fødevarer i 2019

Kimber Foods satser ikke mindst på en serie nye snackprodukter
I Støvring Syd for Aalborg er ægteparret Mette Svanberg og Esben Nielsen næsten klar til at lancere en stribe nye snack-produkter, som de har store forventninger til.

Deres nye, fælles virksomhed, Kimber Foods, mangler kun de sidste formaliteter, før fire forskellige nøddeblandinger kommer på det danske marked. Og derefter følger i løbet af 2019 yderligere nogle nyheder, som ikke har været solgt i Danmark før, fortæller ægteparret.

Mette Svanberg har de seneste år på egen hånd drevet te-firmaet Tea by Bohea, der har solgt især malaysisk kvalitets-te til aftagere som Salling Group, Meny og Coop. Og da Esben Nielsen for nylig solgte sin tradingvirksomhed Quantum, der handler med mejeriprodukter, var vejen banet for, at ægteparret sammen stiftede Kimber Foods. Ved samme lejlighed blev Tea by Bohea lagt ind under den nye virksomhed.

- Vi mangler stort set kun at få trykt emballagefolien til Kimber Foods' fire første nøddeblandinger, så de skulle være klar på markedet lige efter nytår. I modsætning til tidligere, hvor Tea by Bohea også brugte energi på at sælge til eksempelvis små helsekostforretninger, har vi nu en strategi om næsten udelukkende at satse på store kæder. Altså salg i store volumener, konstaterer Esben Nielsen.

Gammel idé
Nøddeblandingerne henter Kimber Foods hos en producent i Dubai - en producent, som Esben Nielsen blev opmærksom på, da han for en del år siden fik en pose nødder på et fly.

- Jeg er ikke den store nøddespiser, men hold da op, det var lækkert, husker han.

- Jeg gemte posen og hentede ideen om at importere produktet frem, da vi stiftede Kimber Foods. Det er en producent, som satser på meget høj kvalitet - for eksempel er alle nødderne tørristede, håndsorterede og nøje udvalgt. Nu får vi dem så pakket i vores egen emballage dernede, fortæller den nordjyske fødevareiværksætter.

I det hele taget er høj kvalitet et must hos Kimber Foods, som desuden vil gøre meget ud af at finde produkter, som ikke i forvejen er særligt kendt af danskerne, påpeger Mette Svanberg.

- I det nye år kommer vi også med eksempelvis tørrede pærer fra Sydafrika, og vi har desuden kig på forskellige snacks, som er fri for laktose og gluten. Der er masser af projekter i pipelinen, siger hun.

Mette Svanberg og Esben Nielsen har begge en lang karriere i fødevarebranchen bag sig. De mødte hinanden for 25 år siden hos Emborg Foods i Aalborg, hvor de begge var ansat. Siden har de boet flere år i udlandet, blandt andet i Dubai, hvor de fik et godt indblik i blandt andet de nøddemuligheder, som de nu bringer ud på det danske marked.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073