23948sdkhjf

Lim: Carlsberg har lanceret sin verdensnyhed

Snap Pack er klar i butikkerne
Carlsbergs har lanceret sin såkaldte Snap Pack i danske butikker - en nyhed, der ifølge bryggerikoncernen vil spare 150 tons plast årligt alene i Danmark.

Der er tale om en 6-pack med øldåser, der er limet sammen i stedet for at være pakket ind i den sædvanlige plastikfolie.

Carlsberg er den første bryggerikoncern i verden, der lancerer teknikken med at lime dåserne sammen. Det har taget tre år at udvikle konceptet.

Formålet er at minimere miljøbelastningen fra Carlsberg pilsner 6-pack, som bryggeriet hvert år sælger mere end 26 millioner af herhjemme.

- Med Snap Pack kan vi nu give danskerne en virkelig god mulighed for at forbedre miljøet og spare store mængder plastik, når de nyder deres øl. Samtidig tror vi, det vil være en anderledes og sjov oplevelse at stå med en 6-pack, hvor man ikke umiddelbart kan se, hvordan dåserne hænger sammen, siger Jeppe Boel, marketing manager for Carlsberg i Danmark.

Brugsanvisning på håndtaget
Ved at erstatte den traditionelle plastikindpakning med en lille smule lim mellem aluminiumsdåserne reducerer Carlsberg plastikforbruget med op til 76 procent. Når den nye 6-pack er fuldt udrullet, vil den på verdensplan spare miljøet for 1.200 tons plastik om året, svarende til 60 millioner plastikposer, oplyser bryggeriet.

Da Carlsbergs Snap Pack aldrig er set tidligere, er hver forpakning forsynet med en kort brugsanvisning på håndtaget. Det er for eksempel vigtigt først at dele 6-packen ned gennem midten, så man står med to rækker, før man klikker øllene af, fortæller Jeppe Boel.

- Man skal lige øve sig, men det er faktisk superlet, og det er ikke første gang, vi lærer forbrugerne nye veje. Tilbage i 30’erne, da vi kom med de første flasker med metalkapsler, indrykkede vi annoncer, der fortalte, hvordan man bruger en øloplukker. Det lykkedes jo meget godt, så det tror vi også, dette vil, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078