23948sdkhjf

Valsemøllen: Slut med Finax

Melproducenten går tilbage til rødderne
Valsemøllen, der leverer melprodukter til både detailhandlen, foodservice, håndværksbagere og industri, vender tilbage til rødderne.

Virksomheden med 120 år på bagen foretager et strategisk skifte i forretningen, hvor det succesfulde forbrugerbrand ”Finax” skifter navn til ”Valsemøllen”. Beslutningen er taget for at skabe synergi og autencitet i Valsemøllens samlede forretning, oplyser virksomheden.

Valsemøllen-brandet vil både rumme salg til forbrugere og professionelle samt sub-brandet Valsemøllen Green Life, der tilbyder vegetariske convenience-produkter.

- At lukke ned for et ellers velfungerende og succesfuldt brand i vækst kræver grundige overvejelser, og derfor er det ikke noget, vi gør med lethed. Men vi er i Valsemøllen overbeviste om, at det vil styrke vores forretning, der på sigt vil stå som en stærkere afsender af danske kvalitetsprodukter og innovation inden for bagerfaget og hjemmebageriet såvel som af vegetariske convenience-produkter, fortæller Valsemøllens direktør, Niels Brinch-Nielsen.

Forbrugerforståelse
En forbrugertest udført af AIM Create for Valsemøllen har vist, at forbrugerne langt bedre forstår og bakker op om brandet Valsemøllen, og derfor ser Niels Brinch-Nielsen også navneskiftet som en naturlig del af Valsemøllens vækststrategi:

- Ved at være tydelige omkring forretningens kernekompetencer og værdier kan vi også være meget tydeligere i vores kommunikation, siger han.

Valsemøllen omsætter årligt for cirka 600 millioner kroner, deraf 25 procent på detailmarkedet, mens resten kommer fra salg til professionelle og anden fødevareproduktion.

Valsemøllen af 1899 A/S udvikler, formaler og sælger mel, handelsvarer, frø og kerner til bagerbranchen, storkøkkener, detailhandelen, bageriindustrien og til eksport.

Virksomheden har kontor og møller i Esbjerg, Køge og Svendborg og beskæftiger 120 medarbejdere.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097