23948sdkhjf

Carsoe slår alle rekorder - rykker på omsætning, overskud og ansatte

Komplette fiskefabrikker til skibe er en succesrig millionforretning
Omsætningen har aldrig været større, det samme gælder overskud og antal ansatte.

Det går stærkt for Aalborg-virksomheden Carsoe A/S, der netop har offentliggjort regnskabet for det regnskabsår, der sluttede med udgangen af september (2017/18)

Det viser et overskud efter skat på 31,7 mio. kroner mod 21,2 mio. året forinden. Samtidig er omsætningen vokset fra 353,7 mio. kr. til 546,8 mio. kroner.

Virksomhedens gennemsnitlige antal af fuldtidsbeskæftigede er steget fra 193 til 236.

Carsoe-koncernens aktiviteter er udvikling, produktion og salg af maskiner og inventar til slagteri-, mejeri- og fiskeribranchen samt øvrige brancher inden for levnedsmiddelindustrien.

Af regnskabet fremgår, at ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende. Det fremgår også, at der er forventninger om, at det vil gå endnu bedre i det nye regnskabsår:

- Den forventede udvikling for regnskabsåret 2018/ 2019 er positiv, særligt drevet af en stærk produktportefølje og ordrebeholdning, samt de igangsatte strategiske initiativer. For det kommende regnskabsår forventes en stigning i resultat før skat i niveauet 50 procent”, hedder det i ledelsesberetningen.

Carsoe erhvervede i august 2018 100 procent af kapitalandelene i den engelske virksomhed Freezertech Ltd., som leverer delkomponenter til koncernens aktiviteter inden for fiskeribranchen.

Koncernen har endvidere i september 2018 erhvervet de resterende kapitalandele i de norske virksomheder Holmek Palletering AS og Carsoe Norge AS, hvorefter disse virksomheder er ejet 100 procent.

Omvendt har Carsoe har i september 2018 afhændet andel af den norske virksomhed Steel Tech Carsoe AS, som ikke blev den succes, man havde regnet med.

Carsoe selv blev i oktober sidste år delvist overtaget af den dansk-svenske kapitalfond Solix Group, som har købt 60 procent af den nordjyske virksomhed.

Resten af virksomheden er ejet af adm. direktør Mikkel Klitgaard Jacobsen gennem selskabet Klitgaard Colsulting ApS samt Thomas Christian Pedersen og Bent Larsen gennem selskabet Beritech Holding ApS.

Solix Group er stærkt repræsenteret i Nordjylland, hvor kapitalfonden også ejer pumpevirksomheden Svanehøj A/S i Svenstrup, Cembrit i Aalborg og Skiold i Sæby.

Af regnskabet i Carsoe A/S fremgår, at der er udbetalt 20 mio. kr. i aktieudbytte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093