23948sdkhjf

Hemmelige investorer vil luksusrøge i Skagen

Overtagelse: Top Røg hedder nu Skagen Røgeri
Det lykkedes aldrig Launis-bossen Gert Nielsen at gøre Top Røg i Skagen til en god forretning, efter at han overtog røgeriet midt i 2016. Nu har han lukket virksomheden i lokalerne på Fabriksvej, hvor rygeriet dog fortsætter, nu med navnet Skagen Røgeri.

Det oplyser den daglige leder af Skagen Røgeri, Jesper Pedersen, der har erfaring fra fiskebranchen, senest som ansat i detailafdelingen hos Hesselholt Fisk i Hanstholm.

Han er ikke selv medejer af Skagen Røgeri. Investorkredsen udgøres af "et par stykker fra branchen", men de er ved at afvikle andre aktiviteter og vil derfor gerne lige p.t. gå lidt stille med dørene og ikke have offentliggjort deres navne, fortæller Jesper Pedersen.

Han konstaterer, at potentialet i de nuværende bygninger er stort, og at Skagen Røgeri har planer om at udvide med en stribe nye produkter. Lige nu i lavsæsonen er der ifølge den daglige leder syv-otte ansatte, men røgeriet forventer at komme op på 12-15 stykker, når der for alvor kommer gang i butikken.

- Vi har beholdt de ledende medarbejdere fra tidligere og føler, at vi med det nuværende setup er klar til at gå i markedet med et langt mere spændende sortiment. Tidligere lavede Top Røg mest lavprisprodukter - vi prøver at skifte spor og højne kvaliteten, siger Jesper Pedersen.

Hvordan gør man det?

- Ved at lytte til kunderne, og ved at tviste produkterne, røge dem lidt anderledes, give dem lidt kærlighed. Det med at røge anderledes handler for eksempel om, at vi har indført koldrøgning af rejer. Tidligere er de kun blevet varmerøget, men de er bedre, når de er koldrøget.

- Vi skal være de innovative inden for røgvarer, og vi lytter gerne til specielle ønsker. Blandt andet har vi lige lavet en aftale om halehængte lakseprodukter og sandwichlaks, hvor man røger fisken side mod side med krydderi imellem. Det giver en langt større oplevelse af produktet, siger den nye røgechef..

Også koldrøget sej og varmrøget kulmule er kommet på produktlisten, som fortsat indeholder mere almindelige arter som røget sild og røget makrel.

Satser på eksport
Røgeriet i Skagen laver fortsat lønarbejde for en række større virksomheder i Danmark. Det er en gren, som Jesper Pedersen og investorerne ser i fortsat udvikling. Lønarbejdet sker primært ved, at de enkelte virksomheder selv leverer fisken til røgning.

Også på eksportmarkedet øjner røgeriet gode muligheder for vækst.

- Vi satser meget på det svenske marked. De spiser flere røgede fisk deroppe, siger Jesper Pedersen. Han nævner desuden, at Skagen Røgeri arbejder på at introducere et sortiment af tilbehør til røgvarer og på at få udviklet en ny, bæredygtig emballage, som vil være den første af sin art i Danmark.

Bygningerne, som Skagen Røgeri har overtaget, er fortsat ejet af fiskeoliefabrikken FF Skagen, der lejer dem ud. Jesper Pedersen nævner, at Top Røg nåede at være lukket i cirka 14 dage, inden de nye investorer tog over og åbnede med det nye navn.

Gert Nielsen, den mangeårige ejer af den nordjyske fiskefabrik Launis, overtog Top Røg i 2016 for at få et ekstra ben til sin fiskeforretning.

- Jeg tror, at vi kan gøre det, fordi der er en lang række synergieffekter, og vi kan opnå nogle driftsfordele sammen med Launis, sagde han dengang til Food Supply.

Men i de to regnskabsår derefter har der været underskud på først cirka 170.000 kroner og derefter på cirka 750.000 kroner i Top Røg. Og efter at Gert Nielsen i midten af 2018 lod Launis fusionere med Tenax Sild i Nyborg, har han afviklet røge-aktiviteterne i Skagen. Ifølge Jesper Pedersen var meget af udstyret solgt, da de nye investorer rykkede ind, og de har derfor brugt en del penge på nye udstyr, blandt andet ovne, som røgeriet har fem af.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078