Dårlig vedligeholdelse koster industrien milliarder
Uplanlagte driftsstop er en trussel mod virksomhedernes produktivitet. Danapak Flexibles forventer at kunne spare 30-50 % på vedligeholdelseskontoen ved at reducere maskinernes nedetid.
- Virksomheder og alle andre skal lære, at vedligehold ikke bare er en belastende omkostning. Det er simpelthen nødvendigt for at holde et apparat i gang, udtaler Palle Grøndahl fra konsulentvirksomheden Vesko til Børsen.
Produktiviteten kommer til at lide
En af de tungeste omkostninger i den forbindelse er driftsstop. Det er ikke blot udgiften til akutte reparationer af produktionsmaskinerne der tynger – der mistes også formuer i tabt arbejdsfortjeneste.
Derudover kan manglende vedligehold betyde, at kvaliteten på de producerede varer falder. Det betyder en større rate af kasserede produkter og dermed også en lavere produktivitet.
Palle Grøndahl understreger, at vedligeholdelses-strategien skal tænkes ind i en større sammenhæng i virksomheden. Det betyder blandt andet, at man skal fokusere på vedligehold allerede ved indkøb af nye maskiner. Den billigste maskine er ikke nødvendigvis den bedste, og det der spares på indkøbet i første omgang kan let tabes sidenhen ved driftsstop.
Bevæger sig hen mod lean-metoder
Ved Danapak Flexibles, som fremstiller emballage til bl.a. fødevareindustrien arbejdes der målrettet med at reducere vedligeholdelsesudgifter.
Vedligeholdelseschef ved Danapak Flexibles, Ole Smed Rasmussen, forklarer, at der arbejdes med at bruge lean i vedligeholdelsen. Det indebærer bl.a. at operatører inddrages tidligere og mere i vedligeholdelsesarbejdet. Ligeledes er der indført et lagersystem, der gør det lettere at finde frem til de rette reservedele.
Forventningen er, at der på sigt kan opnås besparelse på 30-50 % på vedligeholdelseskontoen.