23948sdkhjf

Kaffesucces satser nu på også at riste selv

Den nordjyske kaffevirksomhed Bentax, der på få år har taget en stor bid af markedet for professionelle kaffeløsninger, vil ikke længere nøjes med at tilbyde færdigindkøbt kaffe. Bentax er gået i gang med også at riste sin egen kaffe i et nyt risteri, der er indrettet i virksomhedens domicil i Svenstrup syd for Aalborg.

- Nu kan vi lave specielle løsninger til kunder, der gerne vil have deres helt egen kaffe - for eksempel hoteller og restauranter. Det er noget, vi forventer os meget af, konstaterer Mette Kaarsberg, medejer af Bentax og med ansvar for marketing og HR.

Sammen med sin mand, direktør Søren Hansen, står hun i spidsen for en virksomhed med 55 medarbejdere og et 2018-overskud på 3,8 millioner kroner. Sønnen Daniel Hansen står for risteriet, og han har brugt det seneste års tid på at blive ekspert i at betjene den amerikanske Loring-ristemaskine, der er hjertet i det nye forretningsområde.

- Maskinen kan riste 35 kilo ad gangen, men vi nøjes med 30 kilo. Det har vi de bedste erfaringer med, fortæller Daniel Hansen, mens han rister en espresso blandet af bønner fra Brasilien, Guatemala og Etiopien. Det foregår ved en temperatur på 218 grader i 11 minutter og 20 sekunder.

Tusindvis af serviceaftaler
Aftagerne af de hjemmeristede kaffesmage er stadig kun en meget lille del af Bentax' kundekreds. Mette Kaarsberg ønsker ikke at offentliggøre antallet af serviceaftaler med virksomheder i hele landet, men det er mange - fra hoteller, restauranter og caféer til tankstationer, kontorer, frisørsaloner og supermarkeder. De bestiller en eller flere kaffemaskiner, som Bentax så sørger for at holde kørende i tip-top stand, uanset om det er med kaffe fra øverste hylde eller ej.

- Vi er meget nordjyske. Der findes ingen kunder, vi er for fine til, og på hylderne har vi jo også noget, som bare er billigt, nævner Mette Kaarsberg.

Under alle omstændigheder ser hun meget gerne, at kunderne rent faktisk ved noget om kaffe, når de får en maskine leveret af Bentax. Derfor driver hun og hendes medarbejdere også en kaffeskole, hvor kunderne kan blive undervist.


Kaffeviden
- For eksempel har vi lige lavet en aftale med Aalborg Zoo om, at en håndfuld af deres folk skal herud og undervises. Vi vil gerne dele ud af vores kaffeviden og hjælpe vores kunder med at servere det bedst mulige produkt, konstaterer den nordjyske kaffeleverandør.

Maskinerne, som Bentax leverer, er typisk af det schweiziske mærke Thermoplan, som ifølge Mette Kaarsberg er "verdens bedste kaffemaskine". Alligevel har den naturligvis brug for service af og til, og ikke mindst på det punkt føler Bentax sig ualmindeligt godt rustet. Aalborg-virksomheden råder over en stribe serviceteknikere, som kører rundt og tager sig af de maskiner, der opstår problemer med.

- Servicen er et af de helt store konkurrenceparametre. Vi skal helst kunne lave kaffemaskinen ved første besøg, og mange gange skifter teknikeren bare et helt modul, hvorefter det defekte modul så kommer hjem på værkstedet og bliver repareret. Men generelt vil vi gerne give vores kunder den hurtigste service. Det gør vi ved at være der hurtigt og have veluddannede serviceteknikere med de rette reservedele i bilerne, siger Mette Kaarsberg.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084