23948sdkhjf

Overskuddet styrtdykker hos nordjysk fiskegigant

Ligger i strid med Skat om stort millionbeløb
Råvarepriser, der steg, og priser på fiskemel og fiskeolie, der ikke steg.

Sådan lyder den giftige cocktail, der fik overskuddet efter skat i FF Skagen til at dykke fra 68,5 millioner kroner i 2017 til kun 6,9 millioner kroner sidste år.

Det hjalp ikke noget, at FF Skagen-koncernens omsætning i løbet af 2018 voksede med over 600 millioner kroner til næsten tre milliarder kroner.

FF Skagen forarbejdede i 2018 561.000 tons råvarer bestående af industrifisk og afskær fra filetfabrikker til fiskemel og fiskeolie til dyrefoder på virksomhedens fabrikker i Skagen og Hanstholm. Og her var der udfordringer.

- Øget kapacitet i Nordatlanten har ført til hård konkurrence om råvarer til fiskemels- og olieproduktionen, som har gjort det vanskeligt for os at levere fornuftige resultater i 2018, men vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, sagde FF Skagens bestyrelsesformand, Jens A. Borup, i sin beretning på virksomhedens generalforsamling.

FF Skagens egenkapital voksede i løbet af 2018 fra 329 til 578 millioner kroner, hvilket er langt mere end det beskedne overskud på syv millioner kroner.

Forklaringen på den kraftige vækst er en kapitalforhøjelse på 119 millioner kroner og indtægter fra salg af minoritetsandele i virksomheder på 123 millioner kroner.

FF Skagen er ejet af FF Skagen Fond med godt 55 procent af aktierne og af færøske P/F Havsbrun.

Overtog sildeproducent i 2017
FF Skagen købte i 2017 aktiemajoriteten i sildeproducenten Skagerak Pelagic i Skagen for et ukendt beløb.

Med overtagelsen satser FF Skagen på også at komme til at producere fiskeolie til menneskeligt forbrug i stedet for som tidligere kun til brug i dyrefoder.

- Den mulighed styrkes ved, at vi nu overtager Skagerak Pelagic og derved får direkte adgang til ferske råvarer fra produktionen af fisk til menneskeligt forbrug, sagde administrerende direktør Johannes Palsson fra FF Skagen dengang.

Scandic Pelagic bearbejdede sidste år 150.000 tons pelagisk konsumfisk. Sildevirksomhedens overskud efter skat var på lidt over 27 millioner kroner.

Virksomhedens overskud var altså isoleret set langt større end den samlede FF Skagen-koncerns overskud på knap syv millioner kroner.

- Vi har konsolideret vores sildeindustri i Scandic Pelagic, som er kommet ud med et godt resultat i det forgangne år, sagde Jens A. Borup på FF Skagens generalforsamling.

Ligger i strid med Skat
FF Skagen mener, at Skat skylder virksomheden næsten 39 millioner kroner.

Beløbet stammer fra en efteropkrævning af told på fisk fra tredjelande, som Skat har pålagt FF Skagen for perioden fra 1. januar 2015 og fremefter.

Fiskemelsfabrikken afviser Skats krav og kræver de 39 millioner kroner refunderet fra Skat.

Foreløbig er der afleveret en klage til Skatteankestyrelsen, og FF Skagen overvejer at forelægge sagen for EU-Domstolen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079