23948sdkhjf

Nyt kyllingeslagteri er "bestemt ikke" halal

I Jelling nordvest for Vejle har kyllingeopdrætteren Hopballe Mølle åbnet sit helt eget slagteri - og har dermed fået styr på alle led i produktionen af de særlige Hopballekyllinger, som familievirksomheden har arbejdet med siden 2002.

Indehaver Brent Christensen regner med, at 190.000 kyllinger i år bliver slagtet på Hopballe Mølle, og han fastslår, at de "bestemt ikke" er halal.

- Halalslagtning på Hopballe, det kommer ikke til at ske, siger han med stor overbevisning.

- Vi er en lille nicheproduktion, og vi slagter danske kyllinger til danske forbrugere, uddyber Brent Christensen.

Tidligere har Hopballe Mølle fået lønslagtet sine kyllinger hos først Sødam og senest hos Rokkedahl Kylling i Nordjylland, hvor Hopballe frabad sig at få halalslagtet.

13 millioner
Brent Christensen har investeret 13 millioner kroner i det nye slagteri og en tilhørende afdeling til opskæring og forædling.

- Eller, det er faktisk kun 12,5 millioner. Der er stadig en halv million til uforudsete udgifter, konstaterer han.

Oprindeligt ville Hopballe Mølle kun have bygget opskærings- og forædlingsdelen, og have fortsat med at lade kyllingerne blive slagtet hos Rokkedahl. Men da konkurrenterne i Danpo-koncernen sidste sommer købte aktiemajoriteten i Rokkedahl, blev Hopballe Mølle ifølge Brent Christensen usikker på fremtiden og besluttede også at bygge et slagteri på hjemmebanen.

Dermed er det ikke nødvendigt først at køre kyllingerne til Nordjylland og efter slagtningen at få dem kørt retur til Hopballe for at få dem parteret og forædlet.

Nu bliver de slagtet, parteret og pakket bare cirka 50-100 meter fra de stalde, hvor de vokser op - en opvækst, der ifølge Brent Christensen foregår med masser af plads.

- Vi har fem-seks kyllinger pr. kvadratmeter, i modsætning til økologernes 10 kyllinger pr. kvadratmeter og de konventionelle producenters 20-22 pr. kvadratmeter, påpeger han.

- Fantastisk mulighed

På slagteriet kan Hopballe Mølle slagte 800 kyllinger i timen, og selv om der er langt op til Danpos 12.000 kyllinger i timen, er det ikke noget, man bare uden videre sætter i gang, fastslår Brent Christensen.

- Vi har brugt tre måneder på at indkøre slagteriet; der er jo tale om helt nye maskiner, lokaler og medarbejdere. Man stikker ikke bare nøglen i, og så kører det, lyder den korte version.

Men nu er slagteriet oppe i omdrejninger, og Brent Christensen vil ikke udelukke, at der hen ad vejen bliver mulighed for at tage også andre producenters kyllinger ind.

- Det er i hvert fald en mulighed, at vi på sigt kan samarbejde med avlere, som vil være med under vores koncept. Men i første omgang har vi nu en fantastisk mulighed for virkelig at arbejde med vores eget produkt, siger Hopballe-ejeren, der har en produktionschef og seks andre ansatte på slagteriet.

Hopballe Mølle sælger en stor del af sine kyllinge-produkter til restauranter og kantiner, men har også en webshop, hvor almindelige forbrugere kan bestille.
Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078