23948sdkhjf

Restaurantkæde får bøde for genbrug i salatbaren

Familierestauranten Bone's i Kolding har fået en bøde på 15.000 kroner af Fødevarestyrelsen. Det skriver Jydskevestkysten.

Bøden kommer på baggrund af restaurantens praksis med salatbaren, hvor varerne hver dag efter lukketid tjekkes, og de bedste kommer på køl til anvendelse dagen efter. Dagen efter går kokken varerne igennem igen, inden salatbaren fyldes op med friske råvarer og rester fra dagen før.

Det har været praksis i mange år, forklarer direktør hos Bone’s, Jan Vinther Laursen, og sådan agter han at fortsætte.

- Vi fylder jo løbende salatbaren op hele dagen. Ser vi på hele kæden, så skal 25 restauranter hver smide 30-35 kilo ud om dagen. De beder os om at kassere over 250 tons frisk mad om året. Det kan vi som ansvarlig kæde ikke leve med i forhold til vores image og rent økonomisk. Det her er helt håbløst, siger Jan Vinther Laursen til Jydskevestkysten.

Ved Fødevarestyrelsens besøg i februar fik restauranten en indskærpelse for proceduren med salatbaren, men ved genbesøget i april var praksis stadig den samme. Det udløste bøden på de 15.000 kr, og den agter direktøren ikke at betale. Han har i stedet valgt at klage over Fødevarestyrelsens afgørelse.

- Nu har vi fået et brev, hvor de beder mig om, at jeg erkender, at jeg har overtrådt fødevarelovgivningen. Det har jeg ikke. Derfor kan jeg ikke erkende og betale bøden. Det næste bliver vel en politianmeldelse, og så må vi tage den derfra, men jeg håber da, at de venter med en politianmeldelse, indtil klagesagen er afgjort, siger Jan Vinther Laursen til Jydskevestkysten.

Kilde: Jydskevestkysten

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078