23948sdkhjf

Tonsvis af dadelrester bliver nu til protein

Nordjyske Castus sender restprodukter til EntoMass, der producerer fluelarver
Tonsvis af dadler køres på daglig basis gennem kværnene hos Castus i nordjyske Vadum, og selvom man gør en dyd ud af at udnytte sine råvarer til det yderste, er det umuligt at bruge frugterne 100 procent.

Noget skilles fra i produktionen af frugtstænger og -pålæg, andet har været en tur på gulvet og må ikke udnyttes, og deciderede fejl resulterer også i, at noget må kasseres.

Indtil for nylig landede det hele i affaldsforbrændingen, men nu er man, som fabrikschef Jørgen Wahl udtrykker det, ”heldigvis blevet klogere”.

Restproduktet sendes nu et par gange om måneden eller tre til Løkken, hvor det hos firmaet EntoMass bliver til mad for millioner og atter millioner af fluelarver.

- Jeg skammer mig næsten over at fortælle, at vi tidligere sendte det til forbrænding. Det er så meget bedre, at det nu bliver udnyttet i stedet for, siger Jørgen Wahl.

Castus sparer udgiften til forbrænding af over et ton affald om måneden, mens transportudgiften er nogenlunde den samme som før. Men uanset om det skulle have kostet en sjat, hvad det altså ikke gør, så ville man ifølge Jørgen Wahl stadig have valgt løsningen med EntoMass.

- I en virksomhed som vores, hvor det godt nok er forældre, der typisk betaler for produktet, men hvor kunderne reelt er børn, er det naturligt at tænke over, hvilken verden vi afleverer til dem. Vi arbejder i forvejen målrettet på den dagsorden og er faktisk CO2-neutrale her i produktionen, fortæller Jørgen Wahl.

Ny branche - stort potentiale
Som modtager af ”affaldet” fra Castus er man hos EntoMass lige så glade for ordningen.

- Det er et produkt af meget høj kvalitet, men altså ikke godt nok til, at Castus selv kan bruge det. For larverne er det ren creme de la creme, siger medstifter og direktør Mads Heinrich Juul.

Han startede for to år siden virksomheden sammen med sin navnefælle og tidligere studiekammerat fra Aalborg Universitet Mads Skærbæk.

De to bioteknologer er nu godt i gang - omend stadig på iværksætterbasis - med at anvende fluer til at producere protein af biomasse.

- Insektbranchen er stadig ny, men potentialet er enormt. Larverne kan anvendes direkte til foder, og forarbejdet til mel kan det bruges, hvor man ellers ville bruge fiskemel eller sojamel, fortæller Mads Heinrich Juul.

De to virksomheder er et af de samarbejder, der er kommet i stand med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling (NBE) som fødselshjælper.

Herigennem har Castus fået foretaget en bæredygtighedsscreening, og ifølge projektleder hos NBE Niels Martin Frandsen var det logisk at koble de to virksomheder sammen.

- Vi kendte EntoMass fra et projekt, hvori de havde fungeret som oplægsholder, og fordi de får leveret osterester fra Nørager Mejeri, der er en af vores medlemsvirksomheder. Castus opsøgte os selv, og begge er nu blevet medlem af netværket, fortæller han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079