23948sdkhjf

Geranium-kok tog første skridt mod plads ved kokke-VM

En ret med rødtunge og kongekrabbe har sikret kokken Ronni Mortensen fra restauranten Geranium chancen for en plads ved næste udgave af det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse d'Or.

Ronni Mortensen vandt onsdag på fødevaremessen Bite Copenhagen den danske konkurrence, som var første skridt mod at komme til Bocuse d'Or i 2021 i Lyon.

Inden da skal Ronni Mortensen dog igennem EM i Tallinn i Estland. Det foregår næste sommer.

- Vi har set et virkelig flot niveau i dag med meget nytænkning i forhold til præsentationer og sjove teknikker, siger overdommer Kenneth Toft-Hansen i en pressemeddelelse.

Ud over fiskeretten skulle onsdagens fem deltagere dyste i en ret, der skulle indeholde lammeryg og lammehjerte.

Kokkene blev bedømt på smag, originalitet, tekstur, tilberedning, visuelt udtryk og sauce.

- Ronni Mortensen leverede en super præstation, og jeg tror, han vil nå langt ved EM næste år i Estland. Jeg spår ham gode chancer. Ronni var med til at hjælpe mig i køkkenet op imod finalen i Lyon i år. Hans fiskeret var ekstremt visuelt smuk med mange spændende detaljer, siger Kenneth Toft-Hansen i pressemeddelelsen.

Overdommeren ved, hvad verdensmesterskabet kræver, da han som første dansker vandt Bocuse d'Or i januar. Konkurrencen begyndte i 1983 og foregår hvert andet år.

Kenneth Toft-Hansen er til daglig køkkenchef på Svinkløv Badehotel i Nordjylland.

Ronni Mortensen er souschef på restauranten Geranium, der ligger i Telia Parkens bygninger i København.

Geranium har som den eneste danske restaurant tre Michelin-stjerner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078