23948sdkhjf

Tulips kinesiske pepperoni-eventyr starter i Svenstrup

Tulips nordjyske pølsefabrik producerer nu samtlige de pepperonipølser, der ender på Pizza Huts restauranter i Kina

Fabrikschef Torben N. Jespersen er lige nødt til at konsultere Google Translate for at være helt sikker, men den er god nok. Det er kinesiske skrifttegn - og ikke japanske - på den emballage, fabrikschefen fisker op fra rullebåndet.

Pakken med nordjysk pepperoni vil inden længe ryge på frost og derefter forlade Tulips pølsefabrik i Svenstrup syd for Aalborg for at påbegynde en rejse om på den anden side af kloden til Kina i en kølecontainer.

Og i fremtiden vil der kun blive flere pakker, der ryger den vej, for Pizza Hut-kæden i Kina har efter en testperiode på bare otte måneder fået appetit på mere Tulip-pepperoni som topping på kædens mere end 2.200 kinesiske restauranter.

Med den nye aftale bliver Tulips pepperonieksport til Kina fordoblet til cirka 500 ton om året, og samtlige pølser bliver produceret her på Tulips pølsefabrik i Svenstrup syd for Aalborg, hvor der er blevet produceret pølser siden 1960’erne.

- Det har vakt genlyd ude i Kina, at Pizza Hut har skruet op for leverancerne efter så kort tid, bemærker Torben N. Jespersen.

Giftig cocktail
De kinesiske pepperoni-pølser tegner sig pt. for godt 10 procent af Svenstrup-fabrikkens totale produktion, hvor der produceres 19.000 ton færdigvarer om året.

Men eksporten til Kina kan sagtens øges yderligere, lyder det fra Tulip, der blandt andet har noteret sig, at en af de andre helt store spillere på pizzamarkedet, Domino’s, nu også har fået øjnene op for dansk pølsehåndværk og ønsker at teste produkterne i en periode.

Dertil kommer, at en giftig cocktail af svinepestudbrud i Kina og handelskrigen med USA - der i starten af august førte til importforbud af amerikanske landbrugsvarer - helt overordnet har øget den kinesiske efterspørgsel på europæisk grisekød.

Heftig automation
Samarbejdet med den kinesiske Pizza Hut er i høj grad kommet i stand takket være Danmarks gode ry som værende absolut verdensklasse, når det kommer til fødevare- og leveringssikkerhed, fortæller Torben N. Jespersen.

Men kvalitet og pris skal også følges af. Derfor har Tulip automatiseret heftigt i såvel produktionen som pakkeri, så koncernen kan producere sine varer til en fornuftig pris

- Man skal ikke underkende håndværket, selvom vi er meget automatiseret, understreger han.

Fuld sporbarhed fra jord til bord
Selve pepperoniopskriften er den samme, uanset om varen ryger til Berlin eller Beijing, forklarer Torben N. Jespersen, mens han viser rundt i produktionen.

- Der kan være specifikke krav i forhold til råvarer og hvilke slagterier, råvarerne skal komme fra, men opskriften er den samme, siger han med henvisning til, at også slagterierne skal være godkendt til kinesisk eksport.

Først røres pølsefarsen, hvorefter den stoppes i tarme, inden pølserne røges og tørres i kæmpestore røgeovne og tørrerum. I alt er sådan en pepperonipølse adskillige uger undervejs, inden den kan sendes ud i verden.

Der er fuld sporbarhed fra jord til bord, understreger fabrikschefen. Kødet i hver batch kan spores tilbage til den enkelte landmand, og i produktionen er hvert stativ med stoppede pølser udstyret med en stregkode, som følger pølserne gennem hele produktionsprocessen.

Nærmer sig smertegrænsen
For nuværende kan Svenstrup-fabrikken godt absorbere de ekstra leverancer til Kina uden behov for nye produktionslinjer eller øget mandskab

- Vi kan klare os med den kapacitet, vi har. Det er et rent spørgsmål om planlægning, vi har maskiner og mandskab nok . Men det er klart, at vi nærmer os smertegrænsen i forhold til, om vi skal ud og investere, siger Torben N. Jespersen.

Han nævner automatisering af ophængningen af de stoppede pølser som et eksempel på en delproces, der ville kunne automatiseres, hvis der skal skrues yderligere op for kapaciteten.

- Det gør vi allerede på andre af vores fabrikker, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078