23948sdkhjf

Fleksibilitet og nære råvarer holder syltefabrik i gang

Samsø Syltefabrik kæmper for en plads på markedet med meget større konkurrenter

Det er ikke mange fødevarefabrikker, der kan prale af så smukke omgivelser som Samsø Syltefabrik. Midt mellem marker og bløde bakker rager den hvide tidligere mejeribygning op i et sving på landevejen.

Grøntsagerne fra markerne er selve årsagen til, at virksomheden blev etableret i 1974. Og det er en fordel at have råvarerne så tæt på.

- Vi ser jo grøntsagerne på markerne og kan være sikre på, at kvaliteten er ok. Vi kan også følge med i, hvornår de er klar til produktion, fortæller fabrikschef Jan Dufresne.

I dag er Samsø Syltefabrik ejet af Erhvervsinvest, men i de første 15 år ejede avlerne virksomheden sammen med FDB, det nuværende Coop. Dengang havde syltefabrikken direkte adgang til hylderne i landets Brugser, men til gengæld ikke til landets andre supermarkeder.

I dag konkurrerer man på almindelige markedsvilkår og producerer både private label og egne brands. Det er også en konkurrence med udenlandske koncerner, der har produktionsanlæg, som er mange gange større end det på Samsø.

Jan Dufresnes telefon ringer, og han begynder at tale på engelsk om en leverance agurker. Syltefabrikken tager også råvarer ind fra fastlandet for at udnytte produktionskapaciteten, men to tredjedele af råvarerne stammer fra øens egne marker.

Lidt efter bimler telefonen igen. Fabrikschefen tager den igen - hvis en kunde eller en leverandør ringer, er man hurtigt klar til at producere på Samsø. Og det gælder også mindre batches.

- Fleksibilitet er vores berettigelse, siger Jan Dufresne.

I takt med tiden
Egentlig er tidens trends med Samsø Syltefabrik. Der er øget fokus på at bruge lokale fødevarer og Samsø burde være det perfekte "ø-brand" ude hos forbrugerne. Og så er dansk mad atter blevet et hit.

Jan Dufresne husker en tid, hvor man frygtede, at syltefabrikkens produkter ville gå i graven med den ældre del af befolkningen, men "mormor-mad" har vist sig levedygtigt.

Til gengæld er det et svært produktudvikle produkter, der netop knytter sig så stærkt til det traditionelle køkken.

- Kokkene vil have nye varer og innovation, men alle andre vil have det, som det plejer at være. Det skal smage, som da de var børn, siger Jan Dufresne, og kvalitetsansvarlig Anne Manø stemmer i:

- Det handler om traditioner, folk forventer, at syltevarer smager, som de altid har gjort, siger hun.

- Når jeg får henvendelser, er det, hvis nogen ikke synes, det smager præcis, som det plejer, siger Anne Manø.

Fokus på eksport
Samsø Syltefabrik producerer til både detailhandlen, catering og til industri, hvor de syltede grøntsager indgår i salater. Det meste af produktionen afsættes i Danmark og i mindre grad eksporteres til Island, Sydsverige og Nordtyskland. Men står det til Frank Jakobsen, der blev administrerende direktør i februar, skal Samsø Syltefabrik kigge mere mod udlandet.

- Vi fokuserer mere på eksport nu og vil gerne sælge mere i eksempelvis Sverige. Og også her vil vores fleksibilitet give os muligheder, siger Frank Jakobsen.

I seneste regnskabsår havde Samsø Syltefabrik en bruttofortjeneste på godt 21 millioner kroner og et resultat før skat på knap tre millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078