23948sdkhjf

Jimco opruster på hjemmemarkedet

Langelandske Jimco A/S oplever et betydeligt uudnyttet potentiale på hjemmemarkedet. Derfor har man netop ansat Mikael Andersen i en nyoprettet stilling som Area Sales Manager.
Jimco A/S har siden 1993 udviklet og produceret luft- og vandrensningsanlæg til f.eks. produktionsvirksomheder, storkøkkener, hospitaler og plejehjem. Jimco har igennem en årrække hovedsagelig fokuseret på eksport, men nu sætter virksomheden ind for at hjælpe nye, eksisterende og tidligere kunder herhjemme.

Derfor ansættes Mikael Andersen i en nyoprettet stilling som Area Sales Manager. Her får han ansvaret for at afsætte industriløsninger til både nye og gamle kunder i Danmark, samtidig med at han indtræder i Jimcos ledergruppe.

- Ikke to dage er ens, og virksomheden er i konstant udvikling. Her er tale om et drømmejob, hvor jeg både kommer til at agere som Jimcos lokale kontaktperson på hjemmemarkedet og som medlem af ledelsen. Lige nu handler det mest om at indgå i dialog med danske kunder, som vi allerede har relationer til, siger Mikael Andersen.

En gammel kending
Mikael Andersen, der er uddannet elektriker, har tidligere arbejdet hos Jimco. I 2005 blev han ansat i virksomhedens KPC-division, som hovedsagelig leverer udsugningsløsninger til fødevareindustrien, restaurationsbranchen og storkøkkener. Her arbejdede han først et år som tekniker og siden som produktionschef.

Inden han i første omgang kom til Jimco, har han bl.a. blandt andet været industrielektriker hos Daloon i Rudkøbing. Efter den første periode hos Jimco valgte Mikael Andersen at søge nye udfordringer som overmontør i en installationsforretning, hvor han bl.a. var ansvarlig for tilbudsgivning og kundekontakt.

Da han erfarede, at Jimco-direktør Jimmy Larsen manglede en erfaren tekniker til kundekontakt og som ’højre hånd’, tog Mikael Andersen straks kontakt til sin gamle chef.

- Vi syntes begge, at det var en god idé at genoptage samarbejdet. Jimmy ville gerne have en person med stærkt erfaringsgrundlag, og jeg ønskede at arbejde mere specialiseret inden for et snævert fagområde. Da Jimco er den eneste danske virksomhed af sin art, har det været en fordel at ansætte mig frem for en helt udenforstående. Jeg kender personalet, produkterne og procedurerne, forklarer Mikael Andersen.

Udsugning til Copenhagen Admiral Hotel
Et af de projekter, som Mikael Andersen nu arbejder på, er hos Copenhagen Admiral Hotel, der skal have installeret et nyt udsugningssystem i køkkenet.

- Det nuværende system sender 20-25.000 kubikmeter luft ud til fuglene i timen. Med vores løsning kan de genanvende luften og dermed opnå store besparelser. Oprindelig fandt de os på nettet, fordi de ledte efter et varmegenindvindingssystem. Da de erfarede, at vores løsning også både kunne fjerne lugtgener fra køkkenet og forebygge ildebrande, blev det tydeligt, hvor mange fordele der er ved en komplet luftrensningsløsning.

Tager tid at udvikle hjemmemarkedet
Salgschefen understreger, at det vil tage tid at udvikle det danske marked i en grad, så det fulde potentiale udnyttes. Hans foreløbige oplevelser er dog positive.

- Jeg har allerede lært meget. Før arbejdede jeg primært med Jimcos produkter til storkøkkener, men nu dækker jeg hele porteføljen. Der er meget arbejde forude, og vi har en del nye initiativer i støbeskeen, som jeg glæder mig meget til at arbejde videre med, slutter Mikael Andersen.

Jimco A/S udvikler, producerer og sælger luft- og vandrensningssystemer baseret på firmaets patenterede UV-C-teknologi, som er præmieret med EU’s miljøpris. Virksomheden har forhandlere og salgsselskaber over hele verden, hvor produkterne benyttes af firmaer, private og institutioner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066