23948sdkhjf

Endnu en dansk ost må nu kun være dansk

Havarti har fået tildelt EU’s særlige geografiske mærke
Den danske Havarti-ost er blevet tildelt EU’s BGB-mærke, der står for Beskyttet Geografisk Betegnelse. Det betyder, at osten fremover skal være fremstillet i Danmark efter ganske bestemte retningslinjer for at måtte blive kaldt en Havarti.

Det fortæller Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at osten i dag også fremstilles i en række andre EU-lande, deriblandt Spanien og Tyskland. Men dér bliver mejerierne nødt til at finde på et andet navn eller producere andre ostetyper inden for en overskuelig årrække. De nuværende producenter i EU har nemlig fået dispensation til at markedsføre osten under Havarti-navnet i en femårig overgangsperiode, men det er i sagens natur kun producenter i Danmark, som må sætte BGB-mærket på osten.

På trods af den udenlandske overgangsperiode er der udbredt tilfredshed med aftalen blandt de danske mejerier, konstaterer L&F.

- Arla har gennem mange år haft en relativt stor eksport af Havarti-ost – særligt til Nordtyskland og Spanien – og med den nye BGB-godkendelse får vi et værktøj mere at arbejde med på eksportmarkederne. Det vil på sigt blive en klar fordel for os rent kommercielt, forklarer Senior Product Manager Niels Østergaard, Arla Foods, og tilføjer, at Havartiens nye status også har betydning på hjemmemarkedet.

- Fremover kan tyske eller polske producenter ikke afsætte ost under Havarti-navnet i de danske butikker. Det er også værd at tage med, siger han i pressemeddelelsen.

Seks mejerier fremstiller Havarti

Osten er blevet fremstillet i Danmark siden 1921, og i dag producerer landets mejerier sammenlagt omkring 17 millioner kilo Havarti om året, hvoraf størstedelen eksporteres – primært til lande i EU.

Største producent er Arla Nr. Vium Mejeri, mens Grøndal Mejeri, som ejes af handelsvirksomheden Uhrenholt, kommer ind på en andenplads. Langt hovedparten af mejeriets Havarti-produktion afsættes uden for Danmark.

Uhrenholt-direktør Per Poulsen ser nogle klare fordele i EU’s beskyttelse af osten.

- BGB-mærket vil helt klart få betydning for vores eksport af Havarti. Måske ikke lige her og nu på grund af den femårige overgangsordning, men på længere sigt vil det få relativt stor betydning. Helt konkret vil det hjælpe os på de markeder, hvor vi i dag konkurrerer med tyske mejerier, nævner han.

Ud over Arla Nr. Vium og Grøndal Mejeri fremstilles der i dag Havarti-ost på Bornholms Andelsmejeri, Nørup Mejeri, Mammen Mejeri og Arla Taulov Mejeri. Alle mejerier er medlem af Producentforeningen af Danske BGB-oste, som har været en vigtig drivkraft i arbejdet med at få osten godkendt. Med det seneste EU-stempel kan foreningen notere, at Danmark nu råder over i alt fire BGB-oste: Danablu, Esrom, Danbo og Havarti.

- Det betyder virkelig noget for dansk mejeribrug, at vi nu også har fået Havartien på BGB-listen. Det er en anerkendelse af, at osten er af dansk oprindelse, og i forlængelse heraf kan vi nu glæde os over, at Danmark efterhånden producerer en fin variation af spændende, nationale oste, siger formand for BGB-foreningen Hans Henrik Lund.

Ifølge Landbrug & Fødevarer bliver der herhjemme årligt solgt omkring tre-fire millioner kilo Havarti-ost. Den er opkaldt efter Havartigården i Holte, hvor Hanne Nielsen, en af dansk mejeribrugs store pionerer, i perioden 1866-90 udviklede oste og produktionsmetoder.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11