23948sdkhjf

Nu satser han benhårdt på "verdens reneste sodavand"

Han skabte sig en trecifret millionformue på at sælge mineralvand. Nu håber han at lave endnu en kæmpesucces med en ny øko-sodavand.

Manden bag mineralvandseventyret Aqua d'Or, Allan Feldt, har de seneste år arbejdet benhårdt på Lolland, hvor han med virksomheden Seimei i Nakskov har lavet både cider, juice, ingefærshots og kildevand på flaske - og hvor han nu er overbevist om, at det bliver sodavand, der for alvor får virksomheden ud over rampen.

- Det er sodavandene, jeg bruger krudtet på nu. Det andet kan alle andre også lave, siger han.
Sådan udtaler man Seimei

Seimei betyder livskraft på japansk, men de færreste kan umiddelbart udtale navnet på Allan Feldts drikkevarefabrik i Nakskov. Er det Sii-mii, eller måske Sæj-mæj?

Nej, det er Saj-maj, konstaterer Allan Feldt, som godt ved, at det ikke er så nemt.

- Jeg bliver spurgt om det hele tiden. Det er pisseirriterende, men jeg har vænnet mig til det, siger han.


Seimeis produkter bærer alle navnet Wish, og der er indtil videre fire såkaldte craft sodas på produktlisten. Allan Feldt har haft dem i tankerne, lige siden han etablerede juicefabrikken i 2016, og derfor købte han allerede dengang en tapperikolonne, der kan aftappe sodavandene.

De består af friskmostet, koldpresset, økologisk frugt- og bærjuice mixet med 20 procent vand og kulsyre. Og intet andet, fastslår Allan Feldt, som ikke er et sekund i tvivl om, at det er verdens reneste øko-sodavand.

Seks måneder på køl
- Jeg har ledt længe på internettet for at finde noget, der kommer i nærheden. Men det findes ikke i hele verden; der er altid konserveringsmidler eller citronsyre eller noget andet i af hensyn til holdbarheden. Ingen kan sige noget, når jeg siger, at mine sodavand er de reneste overhovedet, fastslår han og nævner, at Wish-sodavandene kan holde i seks måneder på køl.

- Hvordan har du lært at lave sodavand?

- Altså, vi har jo øvet os en del her på fabrikken. Men jeg havde med sodavand at gøre allerede dengang jeg gik i handelsgymnasiet. Da arbejdede jeg om sommeren hos Neptun i Silkeborg, hvor de lavede Danmarks bedste sodavand. Jeg har opgraderet den, så jeg nu har Danmarks bedste sodavand, svarer Allan Feldt.

Hans optimisme hvad angår sodavandenes potentiale bunder blandt andet i en tyk mappe med leads fra den nylige Anuga-messe i Tyskland, hvor han lancerede produktet.

- Og så er vi på vej ind i tre danske detailkæder, fortæller han - og modtager få minutter senere et telefonopkald.

- Det var Føtex Food. De sagde, at de gerne vil have to varianter ind på hylderne fra uge 5. Og vi sendte dem først vareprøverne i går, fortæller en glad Allan Feldt til Food Supplys udsendte efter samtalen.

Ud i verden
Danmark kan dog ifølge Allan Feldt ende med kun at være en lille del af Seimeis samlede marked.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg gerne vil etablere lokale juicefabrikker rundt om i verden, og det gælder stadig, siger han og lader forstå, at det nu også kan være sodavandsfabrikker.

- Det er derfor, vi hedder Wish - hvis vi kun skulle være i Danmark, kunne vi jo bare hedde Ønsk. På Anuga var der ikke mindst en enorm interesse fra Mellemøsten, og hvis Mellemøsten stikker helt af, så skal vi lave fabrikker dernede - eller måske i Kina, siger drikkevare-direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094