Catering Engros bliver eneleverandør til storkøkkener
Den offentlige sektor vil fra starten af oktober kunne købe fødevarer og drikkevarer gennem en ny rammeaftale fra SKI.
Rammeaftalen '09.01 Fødevarer og drikkevarer - Totalleverandører' er en indkøbsaftale særlig til brug for storkøkkener i offentlige institutioner og administrationer, og udgør første fase af SKI's udbud på fødevareområdet, oplyser SKI.
Tildelingskriteriet har været ”laveste pris”. Fødevarekvaliteten er dog sikret ved, at rammeaftalen følger standarden 'Fokus Fødevarer', der fastlægger en række kvalitetskrav til de enkelte produkter, som leverandøren skal leve op til.
- Vi glæder os over, at vi med denne rammeaftale kan imødekomme de offentlige storkøkkeners behov for at kunne købe de mest gængse fødevarer på et fornuftigt prisgrundlag, samtidig med, at kvaliteten er i orden, siger SKI's adm. dir. Signe Lynggaard Madsen.
Oprindeligt skulle rammeaftalen indeholde tre leverandører, men de indkomne tilbud afslørede, at kun Catering Engros A/S levede op til de stillede krav. Virksomheden bliver derfor eneleverandør på aftalen.
Kilde: DKNyt