23948sdkhjf

Carlsberg får ny direktør i Danmark

Den danske sværvægter i bryggeribranchen Carlsberg får ny direktør for Danmark. Det oplyser bryggeriet i en pressemeddelelse.

Ny mand på posten bliver Peter Haarh Nielsen, der har været i koncernen siden 2004.

- Jeg synes, at det er en fantastisk opgave, som jeg nu får lov til at prøve kræfter med. Det er klart, at det er med en vis ydmyghed, jeg går til opgaven, da Carlsberg betyder meget for mange, og hjemmemarkedet er vigtigt, skriver Peter Haarh Nielsen i meddelelsen.

Han beskriver desuden stillingen som et "drømmejob".

Peter Haarh Nielsen erstatter Søren Brinck, der er blevet Senior Vice President med ansvar for afgørende markeder for Carlsberg i Asien. Der er tale om en nyoprettet stilling.

Han vil få ansvaret for Vietnam, Myanmar og Cambodia, der er tre vigtige vækstmarkeder for Carlsberg i Asien.

Den nye direktør i Danmark startede i Carlsberg i 2004 som marketingmand med fokus på specialøl som eksempelvis Jacobsen-produkterne.

Siden da har han arbejdet sig op i koncernen og sidder for nuværende som ansvarlig for Carlsbergs salg til eksempelvis supermarkeder.

- Det er altid en fornøjelse at rekruttere dygtige folk fra egne rækker, og vi har med Peter fundet en stærk dansk kandidat med solide resultater bag sig.

- Efter at have fulgt Peters personlige udvikling og forretningsmæssige resultater er det naturligt at pege på Peter, som afløser for Søren Brinck, der har taget Carlsberg Danmark mod nye højder, skriver Carlsbergs chef for Vesteuropa og Peter Haarh Nielsens kommende chef, Jacek Pastuszka, i pressemeddelelsen.

Carlsberg solgte i de første seks måneder af 2019 for 33 milliarder kroner øl og læskedrikke, hvilket blev vekslet til et overskud på 3,5 milliarder kroner.

Salget i Vesteuropa, som Danmark ligger under, var fladt på lige inder 18 millioner kroner i halvåret mens salget i Asien steg med 14,5 procent til 9,8 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094