Svindelanklaget direktør ville myrde ansat
Den tidligere Gate Gourmet-direktør, Amanda Jacobsen, beskyldes i ny bog for at bestille mord på ansat i firmaet.
Nu retter den tidligere livvagt og sikkerhedschef, Henrik Bramsborg, imidlertid nye og gruopvækkende anklager mod eks-direktøren i en bog, der udkommer fredag, med titlen ”Bedrag på 1. klasse”.
"Kan man ikke bare slå ham ihjel?"
Ifølge Henrik Bramsborg skulle Amanda Jacobsen i starten af februar både have bedt ham om at slå en navngiven ansat i Gate Gourmet ihjel samt at sætte ild til hendes kontor i firmaet for at slette alle spor af den angivelige svindel.
Den ansatte, en dansk mand fra Nivå, var angiveligt kommet på sporet af Amanda Jacobsens kreative regnskabsførelse.
Læs også: Flymadsdirektør svindlede for 130 millioner
Henrik Bramsborg skriver i sin bog, som B.T. i dag bringer brudstykker fra:
- Hvis sandheden skal frem, så er det mest effektive, man kan gøre at vælte det hele igennem. Simpelt hen bare rasere det, så der bliver et kæmpe rod. Og så bagefter tørre alle harddiskene over med en kæmpe industrimagnet, så man ikke kan finde en skid på dem bagefter.
Rationalet bed dog ikke på Amanda Jacobsen, som ifølge bogen replicerede:
- Kan man ikke bare slå ham ihjel?
Ægtemand begik angiveligt selvmord
Amanda Jacobsen besindede sig dog og endte med at gå til sin advokat, hvorfor sagen om svindelanklagerne fortsat ruller.
Det forhindrede dog ikke, at hendes mand under mystiske omstændigheder blev fundet hængt i en byggekran nær Bruxelles efter, hvad der tilsyneladende var et selvmord.
Retssagen mod Amanda Jacobsen ventes at finde sted en gang i det nye år.