23948sdkhjf

Tre plantedrenge har hul igennem til Coop

Den københavnske iværksættervirksomhed Planteslagterne, som producerer plantefødevarer, der kan erstatte kød i mange retter, har fået hul igennem til en stor kunde:

Et samarbejde mellem Planteslagterne og Coop har resulteret i, at der for første gang i Irmas historie kommer en serie af lokale kødalternativer på hylderne hos Irma.

Virksomheden laver blandt andet plantebaserede bøffer, kødfrie ”kød”boller, deller og postejer. Det hele er økologisk, klar til brug og uden soja, e-numre eller tilsætningsstoffer.

Planteslagterne har været i gang i et års tid, med stifterne Henrik Have, Emil Williamsen og Emil Andersen ved roret.

- Vi ved fra mange forældre, at det kan være svært at få grøntsager i deres børn, så vi har det sidste års tid været på arrangementer og messer - og kan stolt bryste os af, at vores produkter med succes er testet på børn. De spiser smagsprøverne som slik, når vi er ude, siger Henrik Have i en pressemeddelelse.

- Vi forstår som så mange andre ikke, hvad den øgede CO2-udledning fra kødproduktion vil betyde for vores verden, og vi synes, det er uoverskueligt at forudsige. Så nu vil vi gøre det nemt for vores kunder at skifte kødet ud, når de ønsker det. Den mission arbejder vi stadig hårdt på at komme i mål med, selv om ingen af os har fået løn her et år efter opstarten, tilføjer han.

Planteslagternes produkter bliver så vidt muligt udviklet med brug af andensorterings-grønt, der enten er for grimt til at komme i supermarkederne eller af andre grunde skal kasseres.

Produkterne ligger på frost, hvilket ifølge Henrik Have er et bevidst valg, da frost giver en lang holdbarhed uden tilsætningsstoffer, samtidig med at det holder bedre på vitaminer og mineraler, end køl gør.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095